For personalet på medicinsk afdeling på Sygehus Himmerland Hobro er Tove Sand og hendes kollega Vibeke Sørensen en naturlig del af hverdagen på afdelingen. Men Tove Sand og Vibeke Sørensen er i modsætning til samarbejdspartnerne på afdelingen ikke ansat under Region Nordjylland. De er derimod kommunalt ansat som visitatorer i Mariagerfjord Kommune. Og i stedet for et kontor i kommunens lokaler er deres daglige base et kontor på sygehuset. Herfra har de i godt et år stået for en såkaldt fremskudt kommunal visitation, som bl.a. har formået at sikre en hurtigere og mere smidig udskrivelse af de medicinske patienter – og dermed også sikre, at patienterne ikke ´tabes på gulvet’ i overgangen mellem regionernes og kommunernes ansvarsområder. Det sker i tæt samarbejde mellem visitatorerne, afdelingspersonale, patienter, pårørende og andre medarbejdere i kommunalt regi.

»Vi kommer til personalet på afdelingen, frem for at de skal bruge ressourcer på at opsøge os,« som Tove Sand formulerer det.

Muligheden for at trække på de fremskudte visitatorer har fået en meget god modtagelse af personalet på sygehuset, fortæller Tove Sand.

»Samarbejdet med sygehuset er en bærende kraft i forhold til, at vores mission skal lykkes. Alle faggrupper og samarbejdspartnere på sygehuset har været meget imødekommende, og vi bliver i høj grad taget med på råd som sparringspartnere omkring patientforløbet,« siger Tove Sand.

Udglatter grænserne
Vibeke Sørensen og Tove Sand er begge erfarne sygeplejersker med en mangeårig baggrund i bl.a. hjemmesygeplejen. Allerede tidligt i patientforløbene inddrages de kommunale visitatorer i planlægningen af den kommende udskrivning og medvirker til at udglatte de grænser mellem sygehus- og primærsektor, som for patienter og pårørende kan forekomme uforståelige, unødvendige og ofte uhensigtsmæssige for det bedst mulige forløb. Personalet skal ikke bruge tid på direkte kontakt til kommunerne og får hurtigere afklaret sociale problemstillinger.

»Vi planlægger udskrivningen bedst muligt. Som visitatorer har vi overblikket og kan bevilge de nødvendige hjælpemidler, koordinere hjemmesygepleje, planlægge behovet for madudbringning, nødopkald, indretning af hjemmet osv. Mange af disse borgere har hidtil haft stor risiko for at blive ’svingdørspatienter’ – dvs. blive genindlagt flere gange, fordi de ikke kan klare sig derhjemme. Men med fremskudt visitation har vi mulighed for at udnytte indlæggelsen til at få lavet en handlingsplan for borgeren efter udskrivelsen,« forklarer Tove Sand.

Kommunen er mere synlig
Carsten Kaalbye, fagchef for sundhed og omsorg i Mariagerfjord Kommune, ser fremskudt kommunal visitation som en god investering for kommunen.

»Det er en opgave, som skal løses, uanset om visitatorerne sidder på rådhuset eller på sygehuset. At kommunen er blevet mere synlig i hverdagen, forbedrer det daglige samarbejde med sygehuset. Og selv om vi endnu ikke har undersøgt det konkret, er det vores fornemmelse, at ordningen giver en større tryghed blandt kommunens ældre borgere,« siger Carsten Kaalbye.

I bl.a. Hjørring, Holstebro, Randers og Aalborg kommuner er der indført ordninger, som svarer til den fremskudte kommunale visitation på Sygehus Himmerland Hobro.

Hvad skal sygehusene gøre for at sikre de medicinske en ordentlig behandling?

Sig din mening på Skammekrogen.net