Danmarks bedste lungemedicinske afdeling ligger for tredje år i træk på Århus Sygehus.

»Det er vi enormt stolte over. Det er i det daglige, den store indsats gøres. Som ledelse kan vi bidrage med inspiration, sørge for en positiv ånd på afdelingen og huske at rose, selv om vi er meget selvkritiske,« siger ledende overlæge Pernille Hauschildt.

På lungemedicinsk afdeling er spændvidden stor: Astma, kol, lungekræft, udredning og efterbehandling af lungetransplantationspatienter, tuberkulose, allergier og blandede internmedicinske patienter er blot nogle af de områder, som lungemedicinsk afdeling B favner.

»Vi har alle områder og er den bredeste lungemedicinske afdeling i landet. Ligesom de øvrige afdelinger mærker vi stigningen i antallet af patienter på store sygdomsområder som kol og lungekræft. Derfor styrker vi også uddannelsen af personalet for at gøre dem klar til opgaven,« siger Pernille Hauschildt.

Afdelingen har en stærk profil på grundforskning inden for hele spektret af inflammatoriske lungelidelser. I den anden ende af forskningsspektret har afdelingen medvirket i et samarbejde med institut for almen medicin om at kortlægge lungekræftpatienters ofte alt for lange vej gennem sundhedsvæsenet.

Afdelingen er organisatorisk opdelt i seks selvstændige enheder med hver sit tværfaglige team af læger, plejepersonale, lægesekretærer m.fl., der arbejder tæt sammen. Det sikrer, at patienterne ikke skal forbi et væld af medarbejdere, samtidig med at personalet får større kontinuitet i hverdagen. Opdelingen giver også medarbejderne gode muligheder for at koncentrere sig om det faglige i stedet for administrative opgaver.

Bedst til lungemedicin