Rigshospitalet og Esbjerg Sygehus er to af de danske hospitaler, som indtil videre har taget en ny type elektrodesæt til ekg i brug.

Der er tale om et elektrodesæt kaldet LecStrip, hvor alle seks afledninger er forbundet, kan kobles til ekg-apparatet på én gang, og som er udformet, så de ikke kan sættes forkert på.

Elektroderne kan derfor sættes på patienten langt hurtigere end andre typer elektrodesæt, og den tidsbesparelse kan være vigtig, når personalet skal undersøge akutte hjertepatienter, understreger ledende forskningssygeplejerske Lene Kløvgaard fra Rigshospitalets hjertecenter.

»Vi vinder tid ved de akutte hjertepatienter med sygdomme i hjertets kranspulsårer, hvor vi skal være hurtige. Hvis vi kan vinde 45 sekunder ved at bruge denne type elektrodesæt, så gør vi det. At de enkelte afledninger er koblet sammen, gør det helt klart nemmere at anvende dem,« siger Lene Kløvgaard. Som forskningssygeplejerske ser hun ingen grund til ikke at anvende den nye elektrodetype.

»Der er afdelinger i hjertecentret, som ikke ønsker at bruge LecStrip, fordi de mener, at elektroderne ikke er afprøvet tilstrækkeligt. Men vi har ikke betænkeligheder ved at bruge dem til vores patienter, og elektroderne har også den fordel, at de er gennemlyselige under røntgen og derfor kan blive siddende,« siger Lene Kløvgaard.

I forhold til andre typer elektrodesæt har LecStrip også den fordel, at det er mindre belastende at anvende for den sygeplejerske, læge eller redder, der skal sætte elektroderne på, fordi det vrid, som normalt skal til for at sætte dem korrekt på, ikke er nødvendigt med denne type elektroder.

Producent: Ekkomarine Medico. Pris: 30 kroner.