»Pandemien er en global begivenhed. Det er ikke kun en regional begivenhed,« siger Keiji Fukuda, der er WHO’s særlige rådgiver om influenza A (H1N1) ifølge Washington Post.

Han påpeger, at influenzaaktiviteten fortsat er høj i nogle europæiske lande som f.eks. Schweiz og Tjekkiet samt i dele af centralasien – eksempelvis Kazakhstan.

WHO forventer, at H1N1-virus fortsat vil sprede sig over den nordlige halvkugle i løbet af vinteren, og at en tredje smittebølge er mulig sent på vinteren eller i det tidlige forår.

Usikkerheden betyder også, at WHO går videre med planerne om at distribuere mindst 180 mio. doser influenzavacciner, som seks lægemiddelfirmaer og 12 lande har lovet at donere til 95 fattige lande. I første omgang vil vacciner blive doneret til Afghanistan, Mongoliet og Aserbajdsjan.

WHO har indtil videre registreret 10.000 dødsfald i forbindelse med den verdensomspændende H1N1-pandemi, men Keiji Fukuda mener, at det er for tidligt dømme pandemien som den mildeste nogensinde.

»Det vil sandsynligvis være en undervurdering,« siger han til Washington Post.