Kvinder med natarbejder har forøget risiko for at udvikle brystkræft, slår en kommende rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO fast.
Konklusionen på rapporten kan få stor betydning for danske kvinder, skriver DR.
Erhvervssygdomsudvalget, som er et rådgivende organ under Arbejdsskadestyrelsen, ventes nemlig på baggrund af rapporten at optage brystkræft efter natarbejde på den officielle liste over arbejdsskader.
»Det vil følge tidligere praksis,« siger medlem af udvalget, overlæge og speciallæge i arbejdsmedicin, Jane Frølund Thomsen, til DR.
Flere har fået erstatning
Flere kvinder har allerede fået erstatning for at have udviklet brystkræft som konskevens af deres natarbejde.
Fælles for de anerkendte sager er, at der er tale om natarbejde i mindst 20-30 år og mindst en gang om ugen. Samtidig er der ikke i de sager andre væsentlige faktorer, der kan være årsag til brystkræften.
Sagerne er alle behandlet af styrelsens Erhvervssygdomsudvalg, der har vurderet hver enkelt sag.
Bliver brystkræft officielt anerkendt som arbejdsskade, kan det lette sagsbehandlingen, da Arbejdsskadestyrelsen embedsmænd fremover kan træffe afgørelsen istedet for Erhvervssygdomsudvalg
»Der vil være meget mere automatik over anerkendelserne. I dag skal man bevise, at det er på grund af natarbejdet og ikke andre faktorer. Så man kan sige, at bevisbyrden lettes i og med, at sygdommen kommer på Erhvervssygdomslisten,« siger Jane Frølund Thomsen til DR.
Rapporten fra WHO forventes først at ligge klar i 2010.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen