Kære Bertel Haarder.

Jeg tillader mig at vende tilbage til dig med nogle bemærkninger omkring Lægemiddelstyrelsens rolle i Omniscan-sagen. Vi ofre for Omniscan-skandalen havde forventet, at advokatrapportens konklusion om alvorlige fejl havde haft konsekvenser for de ansvarlige personer i Lægemiddelstyrelsen, bl.a. fordi Lægemiddelstyrelsen er så betydningsfuld en instans, hvis beslutninger og afgørelser har så stor rækkevidde og betydning for mange andres arbejdsområder.

Sagt med andre ord, så står Lægemiddelstyrelsens retningslinjer, vejledninger og advarsler som garanti for, at tingene er under kontrol.

Lægemiddelstyrelsen har et ansvar som vagthund og må selv sikre tilstrækkelige kontroller og procedurer. Kan de ikke det, så er det ikke de rette personer, der sidder der, og så må det have en konsekvens.

Det er højt uddannede personer, der er tale om, og det kan ikke have sin rigtighed, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal tage ansvaret og fortælle, hvordan styrelsens interne procedurer og kontroller skal fungere. Det burde Lægemiddelstyrelsen for længst selv have fastlagt.

En sådan styrelse bør kunne arbejde under nogle rammer og så selv fastlægge procedurer og kontroller.

Vi skal vel ikke have amerikanske tilstande, hvor alt skal beskrives for Lægemiddelstyrelsen, sådan at hvad der ikke udtrykkeligt er beskrevet og defineret over for Lægemiddelstyrelsen, falder uden for dets ansvarsområde?

Med friholdelsen af Lægemiddelstyrelsen ser det rent faktisk ud, som om det ikke har nogen konsekvens, at den ikke gør sit arbejde godt nok. Det er efter vi ofres opfattelse ikke nok til at sikre tilliden til systemet. Det er jo hele lægestanden, hospitalsvæsnet m.m., der handler ud fra de af Lægemiddelstyrelsen udstukne retningslinjer.

Hele vejen igennem denne sag har især radiologerne henvist til, at de har henholdt sig til de retningslinjer, der er udstukket af Lægemiddelstyrelsen, og det har betydet, at alle lægerne er ansvarsfrie i denne sag.

Når vagthunden, her Lægemiddelstyrelsen, så også går fri, er der ingen, der har ansvar overhovedet.

Michael Madsen, Nyrepatient og et af ofrene for Omniscan-skandalen, Galionsvej 2, København K