Endnu engang griber formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) Ole Nørregaard (ON) til pennen i Dagens Medicin i debatten om, hvorvidt Propofol er forsvarligt at administrere for ikke anæstesiologisk uddannet personale i forbindelse med endoskopi. 

Nu må diskussionen stoppe. Lad os forholde os til fakta og ikke til mudderkastning. Alle parter er enige om, at Propofol er et meget velegnet sedativa til endoskopi, idet det giver større patienttilfredshed, større endoskopør tilfredshed, større nøjagtighed af proceduren, større turnover, færre afbrudte undersøgelser mm. Men her hører enigheden op.

ON’s bekymring er patientsikkerheden, som han mener, kun kan varetages af anæstesiologisk uddannet personale. 

ON skriver : »Betingelsen har altid været en struktureret uddannelse, så fagligheden er sikret. Det løser man ikke med markant nedgraderet faglighed som naps (nurse administered propofol sedation)«.

Tillad mig at minde ON om, at vi netop har startet en struktureret naps-uddannelse i Region Hovedstaden til ikke anæstesiologisk uddannet personale i samarbejde med de sundhedsfaglige råd i anæstesiologi, gastroenterologi og kirurgi. Uddannelsen, som både består af en teoretisk og en praktisk del, herunder luftvejshåndtering og simulationstræning, er målrettet netop den faggruppe, som skal benytte Propofol til sedation ved endoskopi. 

Vi har i forbindelse med dette arbejde netop ønsket at indbygge størst mulig patientsikkerhed ved kun at tillade naps i tæt samarbejde med anæstesipersonale, dvs. med mulighed for at anæstesiologisk assistance kan tilkaldes med kort varsel ved akutte problemer. Dette er gjort netop ud fra en intension om at undgå ukritisk udbredelse af naps.

Vores erfaringer, som ON også refererer til (Endoscopy 2011;43:716-22), har vist, at det kun yderst sjældent er nødvendigt, når personalet er uddannet i naps. Så hvad patientsikkerheden angår, så er der fuld støtte i litteraturen mht. evidensen. Det største publicerede studie på 640.000 patienter viser, at metoden ikke er behæftet med større komplikationer sammenlignet med de sedationsmetoder, vi hidtil har benyttet.

ON har jo ret i at fremhæve, at Propofol kan »fuldstændig undertrykke såvel vejrtrækning som kredsløb«. Dertil kommer: »snæver terapeutisk indeks, at effekten er svær at forudsige, hvis stoffet anvendes sammen med andre stoffer (f.eks opioider mod smerter)« etc.

Netop af disse årsager er det ifølge Region Hovedstadens retningslinjer for anvendelse af Propofol af ikke anæstesiologisk uddannet personale kun tilladt at benytte lavdosis Propofol med håndholdt bolusadministration samt monoterapi, dvs. Propofol må ikke blandes med opioider og andre sedativa. Selve sedationen udføres med så små doser, at patienterne vågner op kort tid efter intravenøs indgift, så der er ikke behov for en modgift. Tiden er modgift, og den er kort. 

ON anlægger også en kritisk holdning til de resultater, som er opnået og publiceret i vores artikel i Endoscopy og fremfører ensidigt og unuanceret, at antallet af utilsigtede hændelser sås hos over en tredjedel af patienterne. Må jeg huske ON på, at ingen af disse ’utilsigtede hændelser’ var alvorlige, og at mange randomiserede studier, som sammenligner Propofol med vanlig sedation, ikke viser nogen som helst forskel i ’utilsigtede hændelser’.

ON skriver desuden, at DASAIM og over 20 andre europæiske selskaber m.fl., herunder European Society of Anaestesiology, fastholder, at kun anæstesiologisk uddannet personale må anvende Propofol. Det er en sandhed med modifikationer. European Society of Anaestesiology er medforfatter til evidensbaserede guidelines, som tillader propofolsedation af ikke-anæstesiologisk uddannet personale under forudsætning af tilstrækkelig uddannelse og certificering (European J Anaestesiol 2010;27:1016-30).

De 20 europæiske anæstesiologiske selskaber, som er medunderskrivere til modstand mod NAAP er overvejende østeuropæiske selskaber (Eur J Anaestesiol 2011;28:580-84). Man kan godt undres over, at det ikke har været muligt at få medhold fra de store centraleuropæiske landes anæstesiologiske selskaber såsom England, Tyskland, Frankrig, Spanien, Schweiz, Østrig, Norge og Sverige.

Tillad mig kortvarig at vende tilbage til mudderkastning. Man kunne forledes til at tænke. at medunderskriverne ikke just repræsenterer anæstesiologiske selskaber i lande. hvorfra den største nyudvikling og nytænkning inden for det anæstesiologiske speciale kommer fra.

Stor respekt for det anæstesiologiske speciale. I har gjort store fremskridt de senere årtier, bl.a. ved højt specialiseret struktureret uddannelse, som har gjort Jer i stand til sikkert at styre komplicerede anæstesier under store kirurgiske indgreb. Som anført er der nyligt indført en struktureret  naps-uddannelse i Region Hovedstaden med et regionscenter, som skal sikre, at alle patienter, der propofolsederes på regionens hospitaler, behandles ensartet og med en høj patientsikkerhed. 

Lad os nu på endoskopiafdelingerne i Danmark i et lokalt samarbejde med anæstesien få ro til at indføre naps, selvfølgelig med maksimal fokus på patientsikkerheden. Der er ingen grund til at skyde små spurve med store kanoner.