Når vi i Patientforeningen Lungekræft torsdag 17. november for syvende år i træk markerede International Lungekræftdag, satte vi i år fokus på symptomerne på lungekræft, og hvor vigtigt det er at komme hurtigt til lægen, hvis man oplever disse symptomer. Og noget tyder på, at det langtfra er optimalt i dag.
Hvert år rammes 4.000 danskere af lungekræft, og alt for mange af dem vælger af forskellige årsager at ignorere eller bortforklare deres symptomer.
Hos Patientforeningen Lungekræft har vi gennemført en rundspørge blandt mere end 100 af vores medlemmer, der viser, at hver 5. undlod at gå til lægen i op mod et halvt år på trods af, at de havde symptomer på lungekræft.
Det, synes jeg, er bekymrende, og det må være et signal om, at vi skal være bedre til at oplyse om symptomerne og alvoren i dem. Særligt når man tænker på, at lungekræft er den kræftsygdom, som dræber flest danskere.
Nogle af de mest almindelige symptomer på lungekræft er vedvarende hoste, blodigt opspyt, åndenød og smerter i brystet.
Det er desværre ikke kun patienterne, der forsinker diagnosticeringen. De praktiserende læger skal også blive bedre til at genkende symptomerne og henvise de relevante patienter. Vores undersøgelse viser, at mere end 1 ud af 3 af de adspurgte måtte vente mere end en måned påat blive henvist, efter at de havde henvendt sig til deres læge med symptomer på lungekræft.
At både patienter og læger er med til at forsinke diagnosticeringen, er en kedelig tendens, der kan få alvorlige konsekvenser for patienten. Samtidig skal man huske på, at der er tale om nogle mennesker, der befinder sig i en meget følsom situation, og det kan være svært at skulle forholde sig til en diagnose.
At få diagnosen lungekræft oplever mange som en dødsdom, men det behøver ikke nødvendigvis være sådan. Og jo tidligere man får diagnosen, jo bedre vil chancerne være.
Derfor skal vi blive endnu bedre til at informere om symptomerne på lungekræft, men selvfølgelig sikre, at folk ikke bliver unødigt bekymrede. Alligevel vil vi gerne opfordre folk til at være opmærksomme, da det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man venter for længe med at blive tjekket.