I Dagens Medicin kunne man læse resultaterne af årets danmarksmesterskaber i magt og vælde inden for sundhedsvæsenet.
Jeg småsov under det meste af læsningen, men vågnede brat, da jeg nåede frem til disciplinen ’Landets fagligt mest ansete’, ikke på grund af vinderen (Liselotte Højgaard, red.), men på grund af Bente Klarlunds (BK) fald fra sidste års første- til dette års fjerdeplads.
Det fald kræver åbenbart en forklaring, og den leveres behændigt af magtpanelets (!) formand Jes Søgaard, som nedkommer med følgende mindeværdige vurdering: » (...) at Bente Klarlund på en uhensigtsmæssig og en lidt uforskyldt måde er blevet involveret i Penkowasagen«.
Skal man le eller græde!? Hvad betyer ’uhensigtsmæssig’? Er det en eufemisme for at have sovet i timen?
Jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld, at formuleringen ’lidt uforskyldt’ er ude i hampen. Jeg tror da gerne på, at BK hverken har begået, bevidst medvirket til eller været vidende om videnskabeligt snyd. Ikke desto mindre er hun korresponderende forfatter på nogle suspekte publikationer, hvor i hvert fald en del af fuskeriet fremstår ret åbenlyst.
Faktisk brugte jeg og mine kolleger dem i begyndelsen til at lege ’find fem fejl’, men holdt hurtigt op igen, fordi det var for let. Så ’lidt uforskyldt’ er slet ikke dækkende. En seniorforfatter skal have styr på manuskriptet og være garant for, at åbenbare urimeligheder (hvad enten de bunder i fejl, uopmærksomhed eller regelret fusk) bliver luget ud.
Den pligt har BK helt tydeligt forsømt, og dermed har hun gjort sig skyldig i sjusk og ganske grov uagtsomhed.
Hvad man skal lægge i det, må den enkelte afgøre, men at det ikke burde være en billet til høj faglig anseelse turde stå lysende klart.
Man skal derfor ikke undre sig over BK’s fjerdeplads, men over at hun overhovedet står på listen, og når Jes Søgaard venter hende tilbage i toppen næste år, må det være, fordi han ikke regner videnskabelig omhu og integritet med til de virkelige kerneværdier – eller også sejler han blot under bekvemmelighedsflag.