Ved de kommende overenskomstforhandlinger slås døren op for en dyst mellem regionernes lønnings- og takstnævn (RLTN) og De praktiserende læger i Danmark (PLO). Der er blandt mange punkter to væsentlige temaer i disse forhandlinger:
1) Honoreringsloftet i almen praksis:
Ved sidste overenskomstforhandling blev der indført et loft over den maksimale omsætning, som man måtte have i almen praksis. Dette har betydet, at loftet var nået allerede halvt inde i året, og at vi som gruppe derfor skal betale tilbage af næste års basishonorar. Grunden til den øgede omsætning er, at der er lagt mange ekstra opgaver ud til praktiserende læger. Opgaver, som ellers tidligere blev varetaget af sygehusene, deriblandet ambulante kontroller og behandling af en række kroniske lidelser, bl.a. hjerte-kar-sygdomme, diabetes og KOL.
Det er et problem, at de praktiserende læger i Danmark i fremtiden ikke længere vil have incitament til at fortsætte den moderne og tidssvarende opgaveglidning mellem sygehusene og almen praksis. Almen praksis vil fremover være tvunget til at neddrosle disse aktiviteter, da vi ellers omsætter for meget og rammer loftet for hurtigt.
Vi må sande, at vi åbenbart fra politisk side implicit bliver anmodet om at gå tilbage til en mere gammeldags struktur på bekostning af moderne lægebehandling.
For ganske få år siden var det et yderst potent politisk tema med forebyggelse af de kroniske sygdomme og nursing af folkesundheden i Danmark via almen praksis. Denne politiske gejst er imidlertid blevet forbavsende slatten de seneste par år, på trods af at praktiserende læger ved opgaveglidning må formodes at have sparet sundhedssektoren for adskillige millioner kroner sammenlignet med, hvis sygehusene skulle varetage de samme opgaver.
Vi ønsker ikke at fratage danskerne det helbredsmæssige gode, som moderne profylaktisk lægebehandling er, men vi vil være tvunget til det. Eller sagt på en anden måde: Det nytter ikke at forsøge at presse yderligere arbejdsopgaver, såsom moderne lægekunst som profylakse, over på os som gruppe, hvis man ikke vil betale os for merarbejdet.
Formanden for RLTN, Jens Stenbæk, har for nylig udtalt: »Den tid, hvor alle problemer i almen praksis kan løses med øget honorar til lægerne, er forbi. Entydigt!«
Dette lyder som en principbeslutning mere end noget andet. Konsekvensen er, at man fra politisk side reelt flår den gave, som moderne forebyggende lægebehandling er, ud af hænderne på den almindelige dansker. Borgere, som vel at mærke lider under et af de højeste skattetryk i verden.
Det andet vigtige tema i overenskomstforhandlingerne er:
2) Lægedækningen i yderområderne:
RLTN gør meget ud af at forklare, at lægerne og deres politiske organer, herunder de valgte praksisudvalg, stikker en kæp i hjulet på bemandingen af yderområder med læger.
Til dette bemandingsproblem er der kun en ting at sige: Betal, og I skal få. Gør stillingerne økonomisk tilstrækkeligt attraktive, kun da vil man kunne lokke yngre speciallæger og deres familier til yderområderne.
Ingen praktiserende læge med respekt for sig selv vil finde sig i at blive deporteret til Udkantsdanmark og tvunget til at have praksis der. Hele den ganske idé leder tanken hen på fæstebondebegrebet.
Der bliver i et nyligt interview med formanden for RLTN leget med tanken om at bypasse de etablerede praksisudvalg for at finde en effektiv løsning på problemerne med lægemanglen i Udkantsdanmark. Man overvejer ligefrem at alliere sig med sundhedsministeren i forsøget på at få lægerne til at makke ret.
Men disse etablerede valgte politiske praksisudvalg huser en gruppe ildsjæle, som foruden at have stor fagpolitisk indsigt også kender alt til det daglige virke i almen praksis. Det kan derfor virke urimeligt at ’overrule’ et udvalg med den tyngde, blot fordi man stejler over for det faktum, at honorering nu engang er drivkraften i vækst og udvikling, også i almen praksis. Man kan herudover reflektere over, om et sådant topstyret indgreb i givet fald vil kollidere med selve demokratiets grundprincipper.
Speciallæger i almen medicin er dedikerede til deres arbejde. Men de er ikke tossegode pladder-idealister, som med deres 15 år lange uddannelse kun lever og ånder for deres ’lægekald’ og derfor ønsker at arbejde meget mere for 0 kr.
Det er heller ikke fæstebønder, som vil finde sig i at blive tvunget til at arbejde et bestemt sted, fordi regionerne ikke kan få bemandet ’ødegårdene’ i Udkantsdanmark.