I Dagens Medicin beskylder praktiserende læge Jakob Dahl (JD) Region Hovedstaden (RH) for at skabe »en parallel sygeplejerskebetjent indgang til sundhedsvæsenet« med regionens indførelse af akuttelefonen 1813.
JD harcelerer bl.a. over, at han har modtaget en plakat fra RH, som regionens sundhedsdirektør Svend Hartling, i et følgebrev, pænt beder ham hænge op i venteværelset – til information for regionens borgere.
»Plakaten beskriver med store typer navneændringen fra skadestue til akutklinik og tilbuddet til borgeren om ved akut sygdom og mindre skader at søge hjælp hos akutklinikken kl. 7-22« – samt at »man ved sygdom kan få hjælp døgnet rundt ved at ringe til regionens nyskabelse, Akuttelefonen 1813,« citat JD, der videre harcelerer over, at »ikke med et ord nævnes den praktiserende læge eller Lægevagten« – på plakaten forstås.
JD henviser derefter til, at Region Hovedstaden har gennemført dette »borgerforvirrende tiltag« på trods af PLO og Lægeforeningens anbefalinger.
Jeg vil ikke her kommentere på JD's yderligere ordvalg vedrørende en ødelagt fredag og udsagnet om, at han er blevet voldsomt provokeret af, at RH har bedt ham om at hænge plakaten op i sit venteværelse.
Det er velkendt, at ca. 85 pct. af de borgere, som selv henvender sig på Region Hovedstadens akutklinikker, kunne have fået deres behov for behandling dækket hos den praktiserende læge og/eller hos vagtlægen.
Dette er en af hovedårsagerne til, at regionen har indført 1813. En akuttelefon, hvor borgerne kan få vejledning i, hvor og hvad de skal gøre i situationen, og hvor de skal søge videre hjælp.
Dette gøres af dygtige sygeplejersker, som tidligere har virket på regionens akutklinikker. Formålet er helt enkelt, at den enkelte borger ved første kontakt kan blive guidet det rigtige sted hen – egen læge, lægevagt eller nærmeste akutklinik, samt ved sidstnævnte få oplyst eventuelle ventetider. Dermed får borgerne bedre valgmuligheder og samtidig en anvisning til, hvor de bedst bliver behandlet.
Vi, de regionale politikere, er naturligvis klar over, hvorfor JD og PLO er imod akuttelefonen. Men for os, som er folkevalgte, står 'borgernes behov og kvalitet for den bedste behandling – i centrum' og ikke de praktiserende lægers mer- eller mindreindtjening. I det hele taget gør JD og PLO sig selv en bjørnetjeneste ved deres mange negative holdninger til samarbejdet med de øvrige sundhedsaktører.
Der skal ikke være tvivl om, at jeg som 'en borgerlig politiker' altid er gået ind for en 'privat praktiserende lægesektor'. Men denne holdning er ændret igennem det seneste år, ikke bare hos mig, men også i Venstres gruppe i regionsrådet.
Vores holdning er nu mere, om tiden ikke er til at ansætte praktiserende læger i regionerne.
Årsagen er igen enkel: Hver gang vi beder praksissektoren om samarbejde for at forøge kvaliteten i forhold til borgernes ønsker og behov, mødes vi af holdningen 'kun hvis vi får flere penge'. Alt, fra integration af it til anvendelse af samme systemer og til bedre kvalitet i patientforløbene, opleves som en lang og tung forhandling om flere penge.
Det gør det så ikke bedre, at f.eks. borgernes tilgængelighed til almen praksis ikke lever op til vores overenskomst. F.eks. viser RH's seneste analyser, at i 18 pct. af tilfældene var der ikke tilgængeligt for telefonhenvendelse i dagtimerne.
Men med akuttelefonen kan borgerne godt komme igennem for at få råd og vejledning. Og kun 16 pct. af almen praksis opfylder de gængse kriterier for modtagelse af borgere med større fysiske handicap. Samme analyse viser endvidere, at borgerne er glade for 1813 – modsat JD og PLO.
Sådanne holdninger fra praksissektoren er meget svære at godtage for os politikere, bl.a. fordi vi ikke oplever samme negative holdninger hos andre af RH's leverandører. Dygtige leverandører, der har en positiv holdning, og som er villige til at investere for egne midler for at skabe bedst muligt samarbejde.
Men måske har JD og PLO bare glemt, at det er regionerne, der er almen praksis' vigtigste kunder, da det er os, som betaler!