Hjerneskadede patienter svigtes, skriver Hjerneskadeforeningens formand i Politiken 25. marts 2011. Tværsektoriel rehabilitering af kroniske neurologiske patienter i Danmark foregår tilfældigt og ukontrolleret, og man må desværre konstatere, at en ny mtv om hjerneskaderehabilitering ikke adresserer en række alvorlige sundhedsfaglige kvalitetsbrist på området.
Efter kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne har overtaget mere og mere af den specialiserede rehabilitering, er Danmark sammenlignet med det meste af Vesteuropa blevet et uland på området. Det skyldes overordnet tre ting:
FOR DET FØRSTE at den ambulante genoptræning i dag primært er kommunernes ansvar, samt at apopleksi- og hjerneskadepatienter af både kommuner og i øvrigt regioner efterlades i ingenmandsland i forhold til løbende speciallægekontrol. Neurologerne på sygehusene, eller andre speciallæger, kontrollerer efter udskrivelse eksempelvis ikke systematisk apopleksipatienterne samt kvalitetssikrer, at de løbende får den korrekte medicin og relevante evidensbaserede rehabilitering, herunder fysioterapi, neuropsykologisk indsats m.m. Dette gælder, uanset om speciallægerne eller terapeuterne på sygehuset skriver en genoptræningsplan eller ej.
For det andet at Danmark som det eneste land i Europa ikke uddanner specialiserede rehabiliteringslæger. At intet lægefagligt speciale har denne patientgruppe som særinteresse og særligt fagligt ansvarsområde, medfører som nævnt ovenfor alvorlige kvalitetsbrist set med patienternes øjne, men også set med sundhedsfaglige og samfundsøkonomiske øjne. Alles ansvar er som bekendt ingens ansvar!
FOR DET TREDJE at terapeuterne samt terapeutlederne i kommunerne ikke er sikret (nok) faglig indflydelse på det økonomisk-administrative-politiske niveau i egen kommune.
Det forhold, at visitation af genoptrænings- og rehabiliteringsydelser i kommunerne er ledelsesmæssigt adskilt via den såkaldte BUM-model, betyder, at et særskilt lag af bevilgende visitatorer reelt definerer og bestemmer rammen for de behandlende terapeuters arbejde med den enkelte patient.
Især dette forhold er fagligt helt uantageligt, fordi ansvaret for kvalitetssikring af rette evidensbaserede terapeutfaglige ydelse til den enkelt unikke patient herved gøres til et administrativt, økonomisk samt ledelsesmæssigt anliggende mere end en terapeutfaglig vurdering omkring patientens konkrete genoptrænings- og rehabiliteringsbehov. Som nævnt er der ingen systematisk løbende sygehus-speciallægekontrol heraf, ligesom de praktiserende læger reelt og formelt ingen indflydelse har på kommunal rehabilitering.
Disse tre forhold betyder tilsammen, at apopleksi- og hjerneskadepatienter bliver taberne – og risikerer at blive mere handicappede, end de behøver at blive. Danmark er lysår bagefter eksempelvis Norge på dette område i forhold til systematiseret speciallægekontrol, rehabilitering og løbende opfølgning heraf.
Det er videnskabeligt utroværdigt, at en såkaldt Medicinsk Teknologivurdering undlader at forholde sig til helt centrale medicinske aspekter ved hjerneskaderehabilitering, bl.a. fordi Sundhedsstyrelsen lige nu udarbejder forløbsprogrammer eller kliniske retningslinjer på området.
Jens Olesen, Fysioterapeutisk specialist i rehabilitering, Cimbrervej 15, Rebild