Efter at have læst artiklen om telepsykiatri i Dagens Medicin nr. 36/11 s. 38-39 og talt med journalisten, der skrev artiklen, blev jeg opfordret til at skrive dette debatindlæg.

I artiklen findes udtalelser såsom: »Jeg mistede at se hende gå ind og ud af lokalet«; og at man »mister meget nonverbalt, hvis man ikke sidder over for patienten i samme rum...«, hvilke er argumenter ofte anvendt af telepsykiatriens modstandere. Modstanden kommer iflg. de videnskabelige artikler oftest fra professionelle, som ikke har meget erfaring med telepsykiatrien.

Udsagn som at »telepsykiatri kan være et fint supplement, men det må aldrig fylde mere end det personlige møde med patienten« viser kun, hvor meget professionelle er fokuseret på deres egne behov frem for at virkeliggøre de gængse påstande om »patienten i centrum«.

Dagens teknologi tillader fjernstyring af videokamera, således at man til enhver tid kan se patienten komme ind og ud af lokalet og ligeledes kan zoome så tæt på patientens ansigt, som det aldrig vil være muligt at komme til under en face to face-kontakt (uden at blive misforstået).

Det er rigtigt, at telepsykiatrien kan være et fint supplement, men det er lige så rigtigt, at telepsykiatrien ofte er modellen, som patienter foretrækker frem for et personligt møde med terapeuten. Patienter, som lider af agorafobi og har vanskeligt ved transport, vil uden tvivl foretrække telepsykiatri. Ligeledes kan der være patienter, som udsættes for urimelig lange ventetider, som vil vælge telepsykiatrien for at slippe for den lange ventetid.

For slet ikke at tale om børn og unge, som nu er vant til at bruge de digitale medier, og som uden besvær kommunikerer via en skærm. Det er noget, som terapeuterne skal vænne sig til, nemlig at patienterne i fremtiden får meget mere kontrol med enkelte behandlingsforløb, da de rent praktisk ved en telepsykiatrisk konsultation ligefrem kan 'slukke for lægen'.

Netop derfor synes det nødvendigt at nævne andre danske erfaringer baseret på ca. 350 patientforløb gennemført via telepsykiatri i Behandlingscentret Den Lille Prins i København igennem det seneste årti. Behandlingscentret Den Lille Prins har stået for udvikling af telepsykiatri i Danmark siden år 2000. Her har man udviklet et helt nyt koncept i behandlingen af flygtninge og indvandrere, som foregår via telepsykiatri på patienternes modersmål. Telepsykiatriservice imellem Behandlingscentret Den Lille Prins og psykiatrisk afdeling i Rønne har nu eksisteret siden 2005 og er stadigvæk velfungerende.

International telepsykiatri, som centret har etableret mellem Sverige og Danmark, er blevet beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Telemedicine and Telecare i 2008 som et eksempel på den første internationale telepsykiatri i verden nogensinde.

Resultaterne fra et af flere telepsykiatriprojekter, som centret har gennemført, er bl.a. blevet publiceret og præsenteret ved talrige internationale kongresser. På den måde har Behandlingscentret Den Lille Prins gjort Danmark verdenskendt, når det handler om telepsykiatri i behandling af flygtninge og indvandrere. Vi samarbejder også med Cambridge University Hospital.

Der findes en hel del spændende applikationer, som Behandlingscentret Den Lille Prins i København har udviklet igennem de seneste 11 år, som kunne motivere både ældre og specielt yngre kolleger til at vælge psykiatrien frem for andre specialer i en tid, hvor Danmark lider under stor mangel på psykiatere. Mere indgående kendskab til telepsykiatrien i Danmark vil kunne få eksisterende psykiatere til at vælge telepsykiatri som led i optimering af deres daglige arbejde.