Oplevelsen af mangel på sengepladser skal primært ses som et symptom på, at den samlede indsats trænger til en markant optimering
Debatten om sengepladser i psykiatrien er desværre blevet noget emotionel – og det er ærgerligt.
Der er ikke tale om, at noget er ’gammeldags’ eller ’forbudt at tale om’. Ej heller kan problemet med, at flere psykiatere oplever, at de udskriver for tidligt, løses med endnu et plaster på såret i form af f.eks. politiske beslutninger om flere sengeafsnit.
Oplevelsen af sengepladsmangel skal primært ses som et symptom på, at den samlede nationale indsats trænger til en markant optimering.
Politikerne bliver nødt til at kigge på de store samfundsinstanser, der er omkring den borger, der har fået en psykisk sygdom – staten, regionerne og kommunerne – og derved få belyst det brede spektrum af faktorer, der indvirker på behovet for ressourcer til psykiatrien.
En sådan integrativ analyse samt de efterfølgende drøftelser og beslutninger kan kun udføres med staten for bordenden.
F.eks. kan nævnes, at kommunernes rolle med profylakse, rehabilitering, bosteder mm. ind-går som faktor i, hvor-når – og til hvad – patienter kan udskrives. Ligeledes har den kommunale og statslige indsats betydning for, hvor mange borgere der får en psykisk sygdom – og hvor mange af disse patienter der får behov for indlæggelse.
Psykisk sygdom er dyrt for samfundet pga. sygedage, førtidspensioner og et underkendt stort produktionstab i private og offentlige virksomheder – og det er blevet unødigt dyrt, fordi de nødvendige investeringer i at få behandlet psykiske sygdomme på linje med hjerte-, lunge- og kræftlidelser længe har haltet bagefter.
Derfor er det optimalt, hvis regeringens reform af førtidspension og arbejdsmarkedsreform også koordineres med en gennemgribende analyse af forbedringsmuligheder for psykiatrien.
Politikernes overvejelser om den fremtidige finansiering af psykiatrien hører naturligt sammen med, at man forholder sig til psykiatriens organisering. Det ligger således ligefor at overveje, om psykiatrien ikke bare skal forankres til somatikken, men simpelthen inkluderes i de store sygehusfællesskaber, parallelt med andre specialer, og samtidig overgå til en aktivitetsbaseret honorering som f.eks. drg-takster.
Også internt regionalt er sammenhængen omkring behovet for sengepladser komplekst. Bl.a. vil en velfungerende ambulant psykiatri mindske behovet for indlæggelser. Det har også stor betydning, om borgeren – f.eks. den tidligere velfungerende familiefar, der efter længerevarende stress bliver sygemeldt med en svær depression med selv-mordstanker – møder en lægestuderende eller en speciallæge i psykiatri ved den første udredning, behandling eller stillingtagen til indlæggelse.
For at Psykiatrien kan blive værdifuld for samfundet, blive mere effektiv og få bedret patienternes og de pårørendes tilfredshed, bliver man nødt til fra bunden at nytænke behandlingen af psykiske sygdomme, og det med tidlig og vedvarende indbyrdes inddragelse mellem kommuner, stat og regioner.
Hvis dette gøres, er der et stort potentiale i at udvikle ambulante højt specialiserede intensive pakkeforløb, som vi bl.a. kender det fra ’kræftpakkerne’, samt koble optimeringen af psykiatrien med arbejdsmarkeds- og førtidspensionsreformer – ligesom gevinsten bliver større ved at få psykiatrien på finansloven med en aktivitetsbaseret honorering.
Regeringen kan blive banebrydende i at lave en national handleplan for psykiatrien.