Læge Ole Asbjørns kronik i Berlingske 5. januar om hans horrible indlæggelsesforløb ved en række sygehuse i Region Hovedstaden har vakt harme og forundring i vide kredse.

Men set i lyset af de seneste 15-20 års udvikling i det danske sundhedsvæsen burde der ikke være så meget at være overrasket over. Under min første ansættelse på et mindre sygehus for 20 år siden var arbejdsglæden stor. Mere end 90 pct. af min arbejdstid gik med patientbehandling.

Den kliniske oplæring ved de ældre kolleger foregik helt overvejende ved patientkontakt efter mesterlæreprincippet, hvor faglighed, grundighed, samvittighedsfuldhed og almindelig sund fornuft var de bærende elementer.

Indtil midten af 1990'erne var situationen nogenlunde tilsvarende. Herefter begyndte det lige så stille at skride. Amerikansk baserede konsulentfirmaers gradvise hjernevask af beslutningstagerne i det danske sundhedsvæsen begyndte at tage form – en proces, der stadig er i gang og ikke synes at ville tage nogen ende.

Som Ole Asbjørn formulerer det: en slags dødsspiral.

Ord som benchmarking og akkreditering blev dagligdag i den del af mit arbejde, som ikke gik med 'kreativ' diagnosekodning (for at skaffe flest mulige penge til afdelingen på bekostning af andre afdelinger og sygehuse), mangedobbelt registrering af de samme data eller med at sætte sig ind i nye, dårligt fungerende it-systemer.

Møder og atter timelange obligatoriske møder, hvor hovedparten af afdelingens personale var samlet i passivitet, handlede om disse emner på bekostning af tiden til patientbehandling.

For fem år siden havde dette mønster nået så groteske dimensioner, at tre af mine bragende dygtige, ældre kolleger i den børneafdeling, jeg var ansat i, valgte at gå på pension adskillige år tidligere end planlagt.

Selv flygtede jeg ud i speciallægepraksis, hvor man på det tidspunkt stadig havde mulighed for at hellige sig kerneydelsen. Så længe det varede. Sundhedsmyndighederne er nu i gang med også at indføre unødvendigt bureaukratiske kontrolsystemer i praksissektoren.

Til alle disse modeller og systemer er der efterhånden brugt milliarder af skattekroner og taget hundredtusindvis af timer fra det, borgerne først og fremmest har krav på: grundig diagnostik og behandling og en tillidsskabende kommunikation.

Fælles for alle systemerne er, at dokumentationen for deres effekt enten ikke eksisterer eller er mangelfuld. Det er historien om kejserens nye klæder.

Senest har en stor international forskningsundersøgelse påvist, at den voldsomt ressource- krævende akkrediteringsmodel, som er indført overalt i det danske sygehusvæsen, ikke har nogen dokumenteret effekt.

Et gevaldigt paradoks er det, at man alle vegne i sundhedsvæsenet kræver solid evidens før indførelse af nye metoder og behandlinger – undtagen, når det drejer sig om netop kvalitets- sikringsmetoder.

Man taler om 'patienten i centrum', men gennemtvinger systemer, som fremmedgør patienten og det indbyrdes forhold imellem patienten og sundhedspersonalet mere og mere. Flere undersøgelser har vist, at yngre danske læger bruger langt under halvdelen af deres tid på lægearbejde i ordets traditionelle forstand.

Hvordan forestiller man sig, at vejen til bedre behandlingskvalitet og patientsikkerhed går gennem modeller og systemer, som stjæler dyrebar tid fra netop patientkontakten og lægernes mesterlære?

Måske befinder sundhedsvæsenets ansvarlige politikere og embedsfolk sig for langt fra patienterne og det kliniske arbejde til at indse, at engagement og arbejdsglæde – og dermed nærvær, sikkerhed, kvalitet og effektivitet — kun opnås, hvis personalet får ro til at udføre det arbejde, de er uddannet til.

Hvis dødsspiralen snurrer videre, vil det kliniske sundhedspersonale gradvis miste motivationen.

I den uheldige proces er det, som om man helt har glemt, at næsten alle læger, sygeplejersker osv. i udgangspunktet er drevet af et kald om at gøre noget godt for andre. Ved at kvæle dette incitament fjerner man en af sundhedsvæsenets vigtigste grundforudsætninger.