Som yngre læge fra det første KBU-hold har jeg brugt en del tid og kræfter på at bekymre mig om fireårsreglen.
I modsætning til mange af mine lidt ældre kolleger tror jeg ikke, at ministeriet og Sundhedsstyrelsen mangler det fornødne politiske mod til at lade hammeren falde over vore syndige hoveder, hvis vi overskrider tidsfristen. Altså har jeg forsøgt at opklare præcis, hvad konsekvensen af en sådan overskridelse ville blive, men har kunnet konstatere, at hverken Sundhedsstyrelsen eller Yngre Læger har kunnet give mig et klart svar.
Holdningen fra Yngre Læger lader til at være, at jo mindre man spørger, jo mindre er risikoen for, at ministeriet gør alvor af truslen.
Nu er jeg ikke nogen stor tilhænger af strudsetaktik og har derfor i oktober (!) i min frustration skrevet til sundhedsministeren for at udbede mig et svar – primært provokeret af et interview i Ugeskrift for Læger, hvor ministeren direkte adspurgt om konsekvensen af at overskride fireårsreglen, nægtede at svare.
Egentlig havde jeg ikke forventet noget svar og var derfor helt parat til at forsøge at finde en oppositionspolitiker, som kunne stille spørgsmålet i Folketingssalen, hvor ministeren jo er forpligtet til at svare. Stor var min overraskelse derfor, da jeg kunne konstatere, at jeg ikke alene langt om længe har fået et svar på min henvendelse, men faktisk også har fået et svar på mit spørgsmål.
Konklusionen må derfor være, at det faktisk – af og til – nytter at tage hovedet op af sandet og stille spørgsmålene højt og tydeligt. Og til dem der har interesse i svaret på mit spørgsmål:
»En overskridelse af fireårsfristen vil indebære at en læge ikke kan opnå ansættelse i et hoveduddannelsesforløb i Danmark og derigennem uddanne sig til speciallæge. Vedkommende kan dog fortsat arbejde som læge«.
Måske er der nu nogen derude, som får blod på tanden og tør tage kampen op? For mit eget vedkommende er det blevet irrelevant i mellemtiden, men held og lykke til jer arme KBU’ere.
Af Maija Haastrup, kursuslæge i dermatologi