Kære kolleger og samarbejdspartnere i det primære og sekundære sundhedsvæsen.
Når jeg kigger ud over det samarbejdende sundhedsvæsen, er det min klare opfattelse, at alle løber så hurtigt, som de kan, nogle endda lidt for hurtigt. Buen er spændt til bristepunktet, der er skåret helt ind i benet. Der er ikke flere effektiviseringsgevinster at hente. Ingen lavthængende frugter. Der er opgaver, der kan flyttes rundt, men intet råderum i nogen af sektorerne. Hvis opgaver flyttes, skal penge flyttes med. Derfor synes jeg, at det ville være befriende, hvis alle parter kunne droppe retorikken og den politiske framing. Så vi kunne få fisken på disken, som man siger, og sammen løse de udfordringer, der er i at få skabt et sammenhængende sundhedsvæsen. For kender I ikke det, at man læser et politisk indlæg. Det lyder oprigtigt og godt, men der mangler noget. Det giver en underlig fornemmelse af hulhed og manglende indhold. Det skyldes ofte en politisk framing, som skjuler en underliggende dagsorden.
Jeg vil gerne give nogle eksempler på den politiske framing, som jeg synes er så forstyrrende i debatten.
Vi starter med den positive politisk framing. Det indebærer, at man giver tingene et navn, som er så positivt i alles ører, at man ikke kan være imod.
Det drejer sig f.eks. om ‘supersygehuse’. Hvem vil ikke gerne have et supersygehus? Men det eneste super ved de nye supersygehuse er, at de er superdyre, supersmå, og at patienterne kommer superhurtigt hjem. Og det gør de så ikke.
Nej, de overflyttes til akutpladserne. Og hvem kan være imod akutpladser? Det lugter jo lidt af 112 og lægeambulance. Når noget er akut, ja, så kommer vi alle sammen lige med det samme. Men der er jo ikke noget akut over akutpladserne, det er bare patienter, der skal færdigbehandles, som der ikke er plads til på de supersmå supersygehuse. Faktisk har man bare genopfundet kommunehospitalet.
Det politisk administrative kompleks har bare ‘glemt’ at ansætte læger og i stedet tænkt, at vi praktiserende læger skulle passe dem, og at vi nok var lettere at overtale, hvis det var noget akut. Så når nogen taler til jer om akutpladserne, vil jeg bede jer om at svare: ‘Nåh, du mener de nye kommunehospitaler’, så bliver det hele meget mere gennemskueligt.
Alle kan jo forstå, at de praktiserende læger ikke skal passe patienter indlagt på kommunehospitalet. Ingen kan forstå, at vi ikke skal passe patienter indlagt på akutpladserne.
Men det er jo helt objektivt set absurd, at 20 praktiserende læger skal køre fra deres praksis til de nye kommunehospitaler for at se til hver sin patient og så køre hjem igen. Det er et enormt spild af lægetid. Det må være evident for alle. Det eneste rigtige er selvfølgelig at ansætte læger specifikt til dette job. Det kunne være geriatere eller praktiserende læger, der havde en dag om måneden som stuegangslæge på de nye kommunehospitaler. Det kan organiseres på mange måder.
Det kræver bare lidt nytænkning. Så superlægerne passer patienterne på de små supersygehuse, hvis de ellers kan finde et sted at diktere journalen. Kommunelægerne passer patienterne på kommunehospitalerne, og de praktiserende læger passer patienterne i eget hjem. Det er helt ligetil. Intet hokuspokus. Det kunne endda blive stort for kommunerne. Skanderborg ville få sit hospital igen. Fauerskov kunne få et hospital osv.
Nogle vil måske hertil svare, at det jo ikke drejer sig om ret mange patienter. Men det skyldes jo, at de supersmå supersygehuse ikke er oppe at køre endnu. Jeg er sikker på, at når først den nye struktur er på plads, så kommer der et kæmpe pres på de nye kommunehospitaler, og det vil kræve en velfungerende og smidig struktur.
Den model, som det politisk-administrative kompleks har lagt på bordet nu, hænger ikke sammen. Det er et usammenhængende sundhedsvæsen. Den positive politiske framings strategi for at få det til at glide ned er hele tiden at tale om det sammenhængende sundhedsvæsen og det gode patientforløb.
Prøv at lægge mærke til, hvor tit det bliver sagt. Politikerne kender gentagelsens magi, og når alle medier så ukritisk tager det til sig, ja, så blíver det ‘sandheden’. Man får på denne måde alle til at tro, at man har skabt et sammenhængende sundhedsvæsen. Den eneste årsag til, at det ikke virker, er, at de sundhedsfagligt ansatte i regioner og kommuner og de praktiserende læger ikke er forandringsparate. Endnu en smuk lille framing. Det lyder positivt, men forandringsparat betyder jo bare, at når regionen siger, at du skal gøre noget, så skal du gøre det, også selvom der ikke er sundhedsfaglig evidens for, at det er en god idé.
Jeg vil gerne opfordre til, at både sundhedfaglige, politikere og administratorer holder op med at være forandringsparate og i stedet bliver forundringsparate.
Jeg er helt overbevist om, at vi i det primære og sekundære sundhedsvæsen sammen med det politisk-administrative kompleks i regioner og kommuner kan skabe et sammenhængende, velfungerende og meget cost effektivt sundhedsvæsen, men det kræver en helt anden og åben dialog.
Hvad er det, der flyttes fra sygehuset til almen praksis? Hvilken besparelse giver det? Hvad koster det at udføre opgaven i almen praksis? Hvilken merudgift påfører det kommunen, at patienten udskrives fra supersygehuset, så snart diagnosen er stillet, men behandlingen kun lige er startet? Det må være nogle forholdsvis simple regnestykker, hvor pengene følger patienterne. Jeg er sikker på at det ville give en helt anden samarbejdsvillighed, arbejdsglæde og smidighed i opgavefordelingen mellem den primære og sekundære sundhedssektor. Som det er nu, tør ingen sige ja til noget som helst, fordi det hele er politisk framet tågesnak om et sammenhængende sundhedsvæsen med patienten i centrum, som har karakter af en stor spareøvelse, hvor alle er bange for at komme til at sidde med et stort ekstra arbejde, uden at der er sat økonomi af til det.
Det var den positive politiske framing. Så kommer vi til den negative politiske framing.
I disse år er det de praktiserende læger og PLO, der er the bad guys. Vi er griske, gammeldags, kontrære og tænker kun på os selv, vi vil ikke samarbejde. Det tog rigtig fart op til OK13 med en uendelig række af små historier om, hvor usamarbejdsvillige og uduelige vi var. Det er fortsat drypvis siden. Alene i seneste udgave af Dagens Medicin er der tre negative historier om praktiserende læger, alle med afsender fra det politisk-administrative kompleks. Det virker, som om man allerede nu er ved at bygge op til et forudsigeligt sammenbrud i forhandlingerne mellem PLO og regionerne i 2017.
Vores tidligere formand, Bruno Melgaard Jensen, forsøgte med samarbejde og tillid, men blev fuldstændig afvist af regionerne. De havde alle muligheder for at skabe en fremtidssikret aftale, men regionerne kunne ikke dy sig for at udnytte deres umiddelbare politiske momentum og opbakning fra landspolitikerne til at kræve det umulige, hvilket førte til, at Bruno Melgaard måtte gå som formand for PLO.
Nu er så Christian Freitag ny formand. Jeg håber, at han vil insistere på, at løsningerne skal findes ved forhandlingsbordet. Det kunne blive meget lettere og med forpligtende langtidsholdbare løsninger, hvis man holdt sig fra den negative politiske framing. Den har jo kun til formål at tage fokus fra det egent-lige. Jeg håber, at pressen fremadrettet vil være meget bedre til at afsløre den, så den ikke tager fokus fra forhandlingerne.
Fra PLO-side kan man nævne den negative politiske framing af dataindsamling fra almen praksis til brug for kvalitetssikring og dokumentation. Ingen tvivl om, at der manglede tilladelser, og at håndteringen ikke var dybt kritisabel, men at køre det helt derud, hvor alt nu er låst fast… PLO står som heltemodig forsvarer (vi har endda fået en pris) af patienternes data over for en uhellig konspiration af regioner og forskere, som kun tænker på at udnytte og sælge personfølsomme patientoplysninger.
Det er simpelthen ikke sandt. Alle kan forstå, at vi ikke vil videregive cpr-numrene på vore patienter, men ingen kan forstå, at vi ikke kan levere aggregerede data. Det er en mindre katastrofe, at vi ikke kan dokumentere effekten af behandlingen af vore patienter med kroniske sygdomme som diabetes, KOL, osteoporose, kardiovaskulære sygdomme etc.
Nogen i PLO må komme ud af de hellige haller og indgå i reelle forhandlinger. Dokumentation af kvalitet og faglighed er nødvendig, hvor det er muligt. Selvfølgelig må det politisk-administrative kompleks anerkende, at en stor del af vores arbejde, som er lige så vigtigt som ovenstående, ikke kan måles og vejes, men det er en anden diskussion.
Hvis vi ikke erkender, at der ikke flere penge at spare ved automatiske 2 pct. effektiviseringsgevinster (igen en politisk framing. Gevinster er jo noget, man vinder. De er nærmest gratis), så er jeg bange for, at de næste ofre for den negative politiske framing kunne bliver den lægefaglige og sygeplejerskefaglige del af ledelsesstrukturen på sygehusene. Når de over de næste år ikke længere sundhedsfagligt vil kunne forsvare de fortsatte besparelser, vil de blive stemplet som ikke forandringsparate. Man vil i helt naturlig forlængelse af dette begynde at tale om nødvendigheden af en enstrenget ledelsesstruktur med henblik på et entydigt ledelsesansvar. Igen lidt positiv politisk framing, for hvem vil ikke øge gennemsigtigheden i beslutningsprocessen, og vupti, med dette snuptag er den sidste rest af faglighed forsvundet fra ledelsen af vores sekundære sundhedsvæsen.
Det var den positive og den negative politiske framing. Nu kommer vi så til den avancerede politiske framing. Akkreditering er et udtryk for avanceret politisk framing. Det vil sige ord og begreber, der lyder godt, men som ingen aner, hvad betyder. Da vore sygehuse for nylig var ved at drukne i en altopslugende akkreditering, blev absurditeten i det politisk administrative kompleks’ ønske om detaljeret kontrol og dokumentation åbenlys for alle. Nu er sygehusakkrediteringen pludselig aflyst. Ingen taler om det; man skulle faktisk tro, at det aldrig havde fundet sted, endsige kostet uendelige mængder af ressourcer, for slet ikke at tale om sundhedskroner.
Nu er det så almen praksis’ tur til at blive akkrediteret. Man har valgt en lightudgave. Der er ingen tvivl om, at det er en god idé at gennemgå sine procedurer og få klarhed over, hvorfor man gør, som man gør, og om det kunne gøres smartere, og selvfølgelig skal man kunne dokumentere kvaliteten i sit arbejde. Så hvis vi angriber det som forundringsparate og ikke drukner os selv i detaljer, er det helt sikkert en god idé.
Kære gode kollegaer og samarbejdspartnere i både det primære og det sekundære sundhedsvæsen, det var en kort gennemgang af de forskellige former for politisk framing. Indimellem tænker jeg på, om der findes et kontor eller en afdeling for politisk framing et eller andet sted, måske i Moderniseringsstyrelsen. Måske uddeler de også en årlig pris for bedste politiske framing ved en lille fest. De nominerede er: Verdens bedste sundhedsvæsen, Supersygehuse, Akutpladser, Omfordelingsbidrag, Effektiviseringsgevinst. Prisen går til…
Ja, vi ved det ikke. Men når I hører nogen udtale sig i debatten om det sammenhængende sundhedsvæsen, og I får den her tomhedsfornemmelse i maven og lettere kvalme, så skyldes det formentlig en positiv, negativ eller avanceret politisk framing. Drop forandringsparatheden, brug forundringsparatheden. Måske har vi brug for nogle forundringspirater, der kan hjælpe os med at forstå hinandens udfordringer, bekymringer og ønsker til et sammenhængende, samarbejdende sundhedsvæsen. Lad os få fisken på disken og komme videre.
