En god ven, en 76-årig kvinde, blev henvist til neurolog på grund af vedvarende svimmelhed. Speciallægen fandt intet særligt, men henviste dog – efter fornyet pres fra familien og hendes egen læge – til ct- og spect-scanning af hjernen.
Her påvistes en godartet svulst i hjernehinden – formentlig uden betydning, samt også nedsat blodgennemstrømning i hjernen. Konklusion: Vasculær demens. Der kunne næppe gøres yderligere for kvinden. En mr-scanning blev dog bestilt.
I mellemtiden var hun kommet på et genoptræningscenter pga. svimmelhed og faldtendens – nu tillige med tiltagende hukommelsesproblemer og urininkontinens. På centeret var modtagende læge straks inde på diagnosen normaltrykshydrocephalus (Adult hydrocephalus syndrom, NPH), da sygdomsbilledet netop tydede herpå – med progredierende demens og gangforstyrrelse (småtrippende, ataxilignende gang) og urininkontinens.
Man holdt sig dog til diagnosen: vasculær demens (patienten var også cigaretryger).
Hun fik så i alt seks måneders ophold på genoptræningscenteret uden større fremskridt, og kursen var sat mod plejehjem.
De pårørende fik nu patienten henvist til et neurokirurgisk ambulatorium, hvor man sammenholdt mr-scanning og klinik og konkluderede: Normaltrykshydrocephalus (NPH). På Rigshospitalet fik hun indopereret en shunt til afløb for overskydende cerebrospinalvæske. I løbet af få uger forsvandt de nævnte symptomer, og hun fremstår nogle måneder senere helt i sin habituelle tilstand til stor glæde for alle. Man havde jo næsten ’afskrevet’ hende.
I den nyeste lærebog i klinisk neurologi og neurokirurgi er det nævnte sygdomsbillede beskrevet. Det anføres, at NPH påvises hos mellem 1 og 10 pct. af patienter undersøgt for demens, og at mange kan bedres med ventiloperation.
Man kan fundere over, hvor mange demente plejehjemspatienter der har – men IKKE har fået stillet — denne diagnose, med mulighed for et efterfølgende succesfuldt behandlingstilbud på neurokirurgisk afdeling.
Af Hans Gert Jakobsen, pensioneret praktiserende læge i Rødekro