Kommunernes tvangsmedicinering af psykiatriske patienter, der modtager sygedagpenge, egner sig bestemt ikke til et forsvar for, hvad lægemidler har at tilbyde patienter og samfund (jf. Kristian Lunds leder, Dagens Medicin nr. 10/11, red.). Det overordnede etiske princip må være et frit valg for alle, der er i stand til at træffe beslutninger på egne vegne, hvorvidt de vil modtage behandling eller ej. Det er uden relation til behandling med lægemidler eller andet.
Et tilsvarende eksempel kunne være, at man nægtede at yde offentlig støtte til personer, der ikke ønskede at underkaste sig en operation for en diskusprolaps og kunne mistænkes for forsøg på at blive tilkendt invaliditetsydelse eller sygedagpenge. Al behandling indebærer en risiko, og det må være den enkeltes ret at vælge til eller fra. Og i min optik bør dette valg ikke influere på retten til en ydelse.
Så med udgangspunkt i kommunernes kritisable adfærd har jeg ikke brug for hverken at høre psykiatere, medicinindustrien eller altmuligmanden Peter Gøtzsche.
Men jeg orker at tage medicin i forsvar. Medicin er en teknologi, der er det meste overlegent både med hensyn til virkning, risiko for bivirkning og kosteffektivitet. At vi ikke altid anvender lægemidler, så den rette pille kommer i den rette mund på det rette tidspunkt, er noget, vi burde fokusere mere på.
Der sker meget på medicinområdet i øjeblikket. Anvendelse af medicin har i befolkningen i mange år været i miskredit og er det nu også i store dele af sundhedsvæsenet. Regionsfor-eningen har nyligt lanceret sin egen medicinpolitik, og de enkelte forslag er for så vidt fornuftige. Men argumentationen er præget af en mistro til lægemidlers kosteffektivitet til fordel for en udokumenteret øget anvendelse af ikke farmakologisk behandling i form af livsstilstiltag, som ret beset aldrig har vist sig at være kosteffektive.
Medicin er oftest kosteffektiv, en bedre løsning end en alternativ behandling. Når man udvikler nye lægemidler, beregner man tidligt, hvad et nyt lægemiddel er værd for patienter og samfund, herefter beregnes prisen på lægemidlet. Hvis investe-ringen i udvikling af lægemidlet ikke matcher de forventede indtægter, vil lægemidlet ikke blive udviklet. Prisen, der beregnes, er baseret på verdensmarkedet, og det kan betyde, at prisen i visse lande kan være høj og resultere i, at lokale sundhedsøkonomiske analyser ikke falder ud til den nye medicins fordel.
Men det er også værd at diskutere, at medicin og også ny medicin kunne være billigere, det er værd at diskutere, hvilke konsekvenser en billig aids-behandling i Vesten ville have for behandlingen i Afrika, og hvad det ville betyde for interessen for at udvikle endnu bedre behandlinger. Skal vi som Norge gøre alt for at reducere medicinpriserne, således at vi risikerer, at prisen på dansk produceret medicin bliver lav i hele verden, da mange lande ved prisforhandlinger om medicin tager udgangspunkt i prisen på hjemmemarkedet?
Myten om nye lægemidler, der kun frembyder marginale fordele, er også værd at diskutere. Som oftest betyder udviklingen af synonyme lægemidler, at prisen på lægemiddelgruppen reduceres. Nummer to og tre lægemiddel i en ny gruppe introduceres med en prisreduktion på 10-20 pct., konkurrence forudsætter, at der er mere end et nogenlunde ligeværdigt produkt. Og man må ikke glemme, at små skridtvise forbedringer på sigt fører til en stor forbedring. Mange af de effektive kombinationsbehandlinger, vi anvender i dag, baserer sig på en række marginale forbedringer, der tilsammen har været et stort fremskridt.
Myten om, at vi skal spare en syge-plejerske, hvis vi øger medicinudgifterne, er også værd at diskutere. Jeg var med til at introducere PPI’erne i mavesårsbehandlingen. Vi blev skældt ud for, at det var for dyrt, og man burde være meget restriktiv i sin anvendelse af PPI’erne. Det var man heldigvis ikke, og inden for få år reduceredes operationerne for mavesår ganske drastisk, der blev altså frigjort ressourcer til anden aktivitet, eller hvis der ikke var behov for dette, sparet på udgifterne til plejepersonale og læger.
Myterne er mange – lad os diskutere dem, og jeg deltager gerne som forsvarer for lægemidlerne, de har betydet meget for den moderne behandling, og det er en smart teknologi, der ofte er alternativer overlegne. Mavesår endte jo med at være en bakteriel sygdom, der kan behandles med en kur af PPI og antibiotika i kombination.
Stig Waldorff, Speciallæge klinisk farmakologi, Soløsevej 56, Gentofte