I en tid, hvor det ikke længere er hver en seddel, der vendes i det danske sundhedsvæsen, men ofte hver en mønt, er det mere relevant end nogensinde at evaluere og revurdere alle delelementer i systemet — at give olie, hvor den gamle motor kører fornuftigt, og skære unødvendig dødvægt fra.
Vi skal smøre maskinen, så vi igen kan bryste os af at have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det er vi alle enige om.
Problemet opstår, når vi skal bestemme, hvilke dele af sundhedsvæsenet der hører til i hvilken kategori, for holdninger, synspunkter, hjertesager og særlige hensyn er der flere af, end der er kolde kontanter på det samlede budget.
Nogle beslutninger er altoverskyggende, umulige og benhårde, som f.eks. om en ny behandling skal indføres, der kan helbrede 1 af 10 patienter med malignt melanom — en ellers potentielt dødelig form for hudkræft — men behandlingen koster 800.000 kr. pr. patient. 8 mio. kr. for ét reddet liv, har vi råd til det?
Når tunge beslutninger af denne kaliber skal træffes, er det intet mindre end alles pligt at spare, skære unødvendige udgifter fra og tænke lidt ud af boksen.
Overvej følgende eksempel: En bager bruger 1.000 kg mel på at lave franskbrød hver uge, men kun brød af de 835 kg mel bliver solgt i løbet at de fire dage, brødet kan holde sig. Resten gives til venner og bekendte, men da det er hårde tider, må bageren tænke på forretningen. Bageren ændrer sin rutine og laver noget, der kan sælges i stedet, af de overskydende 165 kg mel. Logik for alle. Alligevel foregår et lignende spild i det danske sundhedsvæsen i disse år – blot i en meget større skala end i den lille bagerforretning.
Hvert år uddannes lidt under 1.000 unge læger fra landets fire universiteter. Ligesom brødets holdbarhed er der indført en regel om, at de unge læger inden for fire år skal have påbegyndt en speciallægeuddannelse, ellers stopper eventyret, da man uden specialisering står som en ufuldstændig brik i et sundhedsvæsen, der ikke kan bruge dig.
Det første kuld unge læger rammes af tidsfristen 1. august i år, hvor en af ni læger er i høj risiko for at falde for reglen. Denne overskydende niendedel må, ligesom brødet, gives til venner og bekendte – nabolande og medicinalindustrien – som glædeligt tager imod den nye overflod af ’gratis’ yngre læger. Problemet er, at det er hamrende dårligt for den forretning, som det danske sundhedsvæsen er!
Der bliver brugt 585.600 skattekroner til universitetet pr. uddannet ung læge, 407.664 skattekroner på SU, erfarne læger og speciallæger har på universiteterne brugt utallige timer på hver studerende, der i stedet kunne være brugt på syge patienter, og der er en flok ambitiøse unge mennesker, som kunne have gjort nytte et andet sted i det danske samfund — et sted, hvor der faktisk var brug for dem. Ud over kompetence-spildet på begge sider spilder vi ca. en mio. skattekroner pr. læge, der vælger at fortsætte sin karriere i udlandet.
Der blev i 1990 optaget under 500 medicinstuderende på de danske universiteter, i 2011 var det tal næsten tredoblet til 1.412 studerende, hvoraf over 75 pct. forventes at gennemføre studiet. Det er derfor ikke småpenge, der bruges på lægers uddannelse.
Personligt har jeg ikke læst medicin i seks år, samlet viden og færdigheder i yderligere fire år for herefter at blive forvist til et speciale, der ikke interesserer mig, for hvem vil have en læge, der ikke brænder for det, han/hun laver? Jeg håber, at jeg kan specialisere mig og arbejde i Danmark, men hvis dørene er lukkede, kan I finde mig på den første båd til Norge, hvorfra jeg sender en venlig tak for uddannelsen og alle jeres skattekroner.
I en undersøgelse blandt de kommende læger fra Aarhus Universitet beskriver 95 pct., at de er stressede over reglen, og 73 pct., at de ligeledes vil overveje at flytte til udlandet for at få deres specialeuddannelse.
Hvis en niendedel af de yngre læger fortsat udelukkes fra en dansk specialeuddannelse, er det 100 mio. kr. årligt, der suser ud af statskassen.
Nu er jeg mediciner og ikke økonom eller bager — men det virker som en rigtig dårlig forretning! Derfor må der gøres noget, fjern reglen og stop den unødvendige himmelflugt af optagelseskvoterne for lægevidenskab på de danske universiteter.
Selvom sundhedsminister Astrid Krag i dag ikke ser nogen grund til at ændre reglen, så bør fornuften sejre. Giv os mere sundhed for pengene i stedet.