Engang var FSS (Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdom) stedet, hvor forskernes ansøgninger blev bedømt retfærdigt og med et minimalt bureaukrati af 15 forskningsaktive mænd og enkelte kvinder. Og mange støtteværdige projekter fik i alle tilfælde en mindre bevilling.

Det er selvsagt nødvendigt, at denne vigtige fondsfunktion udvikles og følger med tiden. Men en række forhold har igennem de seneste år trukket i den gale retning. Jeg tror, det er en del af forklaringen på de mange utilfredse kommentarer, der dukker op (i Dagens Medicin, red.).

Mest ødelæggende er det ’alt eller intet-princip’, der blev indført for et par år siden. I dag får en forsker(gruppe) enten alle de penge, der søges til et givet projekt – eller slet ingenting. Princippet blev indført, fordi landets universiteter klagede over krav om medfinansiering, når de fik bevillinger fra store fonde. Det handlede ikke umiddelbart om FSS, men den daværende minister kunne kun ændre bevillingspraksis for FSS (og de øvrige forskningsråd). Og det gjorde han. Den umulige illusion var, at FSS nu skulle helfinansiere forskningsprojekter. Realiteten blev, at FSS ikke længere kunne give fleksible delbevillinger. Forløbet kan bedst beskrives med Wessels ord fra digtet om smeden og bageren: »Han bladre i sin lov omhyggelig: Men finder ingen sted for sig, hvorved forbuden er for smed at rette bager«.

Jeg håber, den nye regering tager handsken op og får ’rettet smed for smed’, så det igen bliver muligt for FSS at delfinansiere de ansøgte beløb. Det vil gavne dansk forskning langt mere end den nuværende praksis med uddeling af hele det ansøgte beløb til få forskere.

  

FSS har ligesom det øvrige forskningsrådssystem skullet tilpasse sig nye tider, bl.a. med et stadigt stigende krav til procedurer omkring bedømmelse af ansøgningerne og med voldsomt detaljerede krav til det enkelte projekts budgetter. Tiltag, der sikkert har gode forklaringer, men som af forskerne opleves som hæmmende. Det forlænger tid fra idé til forskning – og måske mest beklageligt betyder det, at forskerne skal bruge mere tid til andet end forskning.

Engang var FSS og rådssystemet internationalt berømmet for at have en suverænt kort sagsbehandlingstid på under tre måneder mellem ansøgning og bevilling, for en meget prisbillig administration og for uddeling af rammebevillinger uden snærende budgetregler. I dag er det navnlig grundet krav til detaljerede budgetter meget tidskrævende for forskerne at skrive en ansøgning, ansøgningsbehandlingen tager lang tid, og der anvendes mange ressourcer til bedømmelsesarbejdet, bl.a. fordi et stigende antal ansøgninger vurderes uden for rådet. 

Ekstern bedømmelse kunne opfattes som et kvalitetsløft. Men sådan opleves det ikke af den forsker, der får afslag trods to internationale bedømmelser, der lyder »Top rating (top 5%). Should get funding« og »Very high rating (top 10%). Will normally get funding«. Man fristes til at spørge, om brug af eksterne vurderinger alene er et forsinkende og meget ressourceforbrugende led.

Jeg kunne ønske mig, at kostbare bedømmelser kun blev benyttet, når FSS har vilje til – og mulighed for – at tage konsekvensen af bedømmelsen. Jeg kunne også ønske mig, at kun forskere, der får en bevilling, udarbejder et detaljeret budget, og at midler herefter bevilges, så de kan udnyttes under større hensyn til forskningens tarv end til det oprindelige budget – og det uden utallige skriverier frem og tilbage mellem forsker og råd.

 

Medlemmer i FSS bliver udpeget i deres personlige egenskab hovedsageligt blandt landets ypperste forskningsaktive og -kyndige personer med henblik på at varetage rådsarbejdet uafhængigt af institutionelle og andre konkurrerende interesser. Medlemmerne er ofte særdeles aktive forskere med behov for forskningsmidler. Det har igennem årene givet problemer, når midlerne bliver søgt netop fra FSS. Og selvom det gang på gang er vist, at ord som kammerateri ikke er berettigede, oplever mange det alligevel som problematisk, når rådsmedlemmer henter gentagne store bevillinger.

FSS er kun en blandt mange fonde, der finansierer sundhedsforskning. Men det kan give usikkerhed, om disse fonde hver for sig kan give forskerne en uafhængig vurdering, hvis der er et for stort overlap mellem centrale personer i FSS og i de store private fonde.

Jeg kunne ønske mig, at et medlem før sin start i FSS fik mulighed for at få en bevilling og derefter var henvist til at søge midler andre steder end fra FSS i sin funktionsperiode som rådsmedlem. Jeg kunne også ønske mig klare regler – og begrænsninger – for rådsmedlemmers aktiviteter i råd og instanser, der hver for sig skal kunne agere uafhængigt i det samlede danske fonds og forskningspolitiske billede.

FSS er det bedste, vi har, når det drejer sig om uddeling af frie forskningsmidler og om uafhængig faglig rådgivning inden for forskning i sundhed og sygdom. Det er afgørende vigtigt, at FSS kan bevare forskernes fulde tillid. Rådet kan til enhver tid selv være med til at sikre dette, men også politikerne har et stort ansvar. Aktuelt er der først og fremmest brug for regler, som kan reducere bureaukratiet, som kan sikre mulighed for smidig delfinansiering af projekter, og som sikrer, at rådsmedlemmer i deres funktionsperiode ikke har konkurrerende interesser.