Danskere skal have den bedste behandling hurtigst muligt, og kræftpatienter og andre patienter med livstruende sygdomme har særligt behov for et sammenhængende sundhedsvæsen. Det kræver en justering. Regionerne har fungeret så kort tid, at det er svært at vurdere deres effektivitet. Siden regionerne blev etableret 1. januar 2007, er der gennemført en række beslutninger, der må forventes at forbedre det danske sundhedsvæsen:
- En ny sygehusstruktur, der betyder en samling af specialer og akutfunktioner på færre og mere specialiserede hospitaler
- Etablering af akutcentre på landets akuthospitaler, og igangværende arbejde med at etablere diagnostiske centre
- Betydelig aktivitetsforøgelse – og efterfølgende opbremsning i væksten og kontrol over udgifterne
- Fortsat klar forøgelse af produktiviteten
Disse resultater er i sig selv ganske imponerende. Men på en række områder er resultatet af indsatsen skuffende:
- Der er ikke en tydelig ambition og strategi for det samlede sundhedsvæsen (praktiserende læger, hjemmesygepleje, hospitaler m.v).
- Det er ikke lykkedes at skabe en tættere sammenhæng i trekanten mellem almen praksis, hospitalerne og kommunerne.
- Der er ikke en overordnet hensigtsmæssig samarbejdsorienteret dialog mellem regioner og kommuner – der er mere tale om to parter, der opfatter hinanden som modstandere.
- Det er ikke lykkedes at få markante kvalitetsforbedringer - f.eks. inden for det Nationale Indikator Projekt.
- Pakkeforløb er etableret inden for mange sygdomsområder. Men trods en forbedring for fire år siden er det ikke lykkedes at realisere målsætningen om, at patienter med alvorlig sygdom behandles uden unødig ventetid.
- Det er ikke lykkedes at etablere et fornuftigt samarbejde regionerne imellem. Patienter henvises ikke til det nærmeste og mest naturlige hospital, der kan løse opgaven – men sendes på tværs af landet af regionalpolitiske årsager.
- Det meget store regionsråd gør det svært at fokusere på de centrale sundhedspolitiske spørgsmål – og det er uklart, hvem der havde ansvar for hvilke beslutninger.
Erfaringer fra bl.a. USA tyder på, at der ved et egentligt integreret sundhedsvæsen er en højere effektivitet – ved en proaktiv og fagligt sammenhængende indsats. De ydelser, der hænger sammen og i fremtiden vil hænge endnu mere sammen, skal også ses i en sammenhæng. Derfor bør almen praksis, hjemmesygepleje og hospitalsafdelinger ses og ledes i en sammenhæng. Genoptræning og rehabilitering skal ses og ledes i sammenhæng med andre behandlinger.
Den danske model rummer udfordringer:
- Kommunerne og regionerne har på flere områder en indbygget konflikt, der ikke understøtter et samarbejdende sundhedsvæsen. F.eks. straffes kommunerne for flere indlæggelser – samtidig med at regionerne belønnes.
- Det kan være svært at gennemskue, hvem der træffer hvilke beslutninger (byråd, regionsråd, sundhedsstyrelse, minister, landspolitiske aftaler).
Der er derfor god grund til at se nærmere på, hvordan man kan forbedre effektiviteten af den nuværende styring. En beslutning om at nedlægge regionerne løser ikke i sig selv problemerne. Det afgørende er, at sundhedsvæsenet bliver bedre for patienterne.
Nogle af de vigtige omdrejningspunkter skal være:
- De fuldt udbyggede akuthospitaler bør være et omdrejningspunkt. De praktiserende læger og hjemmesygeplejerskerne knyttes til hospitalet og organiseres under en særlig afdelingsledelse. Akuthospitalet har dermed ansvaret for den primære og akutte sundhedsindsats i området.
- Hvad med at lade hospitalerne bestille og betale for den første måneds hjemmehjælp til patienter, der udskrives fra hospitalerne?
- Patienterne bør visiteres til ’deres’ nærmeste hospital eller specialafdeling – medmindre patienten ønsker noget andet, eller faglige forhold taler for noget andet.
- Ansvaret for at etablere og finansiere genoptræning og rehabilitering bør påhvile hospitalerne. De skal sikre, at ydelserne gives så tæt på borgerne som muligt (eventuelt i eget hjem).
- De enkelte hospitaler skal udarbejde planer for, hvordan målsætningerne på kvalitetsområdet og de fagligt betingede ventetider bliver nået. Planerne skal gennemføres – det er en forudsætning for, at hospitalet fortsat får lov at have funktionen.
- Et hospitalsområdes budget bør i højere grad afspejle betaling for sundhedsydelser til områdets borgere og dække den samlede indsats. Det bør få økonomiske konsekvenser, hvis ikke hospitalet lever op til helt basale krav:
- Sammenfatning af journalen til patientens egen læge til tiden
- Patientforløb inden for de fastlagte tidsfrister
- Samlet patienttilfredshed med sammenhæng i forløbet
- Patienter skal have en navngiven behandlingsansvarlig overlæge
Regionerne er hverken en forudsætning eller en hindring for markante forbedringer for de danske patienter. Forbedringer kræver politisk vilje og mod i alle politiske beslutningslag, og det kræver en entydig ledelse af indsatsen for alle borgere, der lever i et givent område, uanset om deres behov kræver indsats fra sygehuse, praksis eller hjemmepleje.
Af Leif Vestergaard Pedersen, Direktør for Kræftens Bekæmpelse, og Frede Olesen Formand for Kræftens Bekæmpelse