Kære Kristian Lund.
Først en tak fra psykiaterstanden. I din leder i Dagens Medicin nr. 10/11 vælger du at fokusere på den fejlagtige – og meget negative — omtale af antidepressiv medicin, som 21 Søndag på DR bragte 20. marts 2011. Det er dejligt, at det ikke går upåagtet hen i Dagens Medicin. Vi var temmelig mange, der sad og fik forhøjet blodtryk rundt omkring i psykiaterhjemmene.
Så til de lidt mere syrlige kommentarer til din leder: »bemærkelsesværdigt er det, at psykiaterne endnu ikke har forklaret sig«, skriver du. »Måske er de ikke blevet spurgt«, tilføjer du eftertænksomt. Men så fastslår du alligevel: »Var de blevet spurgt, havde de nok takket nej. Læger er generelt skræmt ved at skulle stille op for et lægemiddel.«
Se, der gør du regning uden vært. Vi havde afgjort ikke takket nej, hvis DR havde valgt at spørge en psykiater frem for Peter Gøtzsche. Din eftertænksomme refleksion var korrekt: Vi blev ikke spurgt.
Det har dog ikke afholdt os fra at udtale os. Tre af fagets professorer for helt umiddelbart i blækhuset og sendte en kronik til dagspressen samt en mail til DR's redaktion. Undertegnede har ligeledes sendt debatindlæg til dagspressen. Vi afventer i skrivende stund reaktioner.
Vi mener, at vi er nødt til at udtale os i dette tilfælde for at give anvendelig information om behandling af depression.
Og så til det faktuelle i DR's indslag. Peter Gøtzsches udsagn om antidepressiv medicin er simpelt hen forkerte. Som beskrevet i referenceprogram for depression (Sundhedsstyrelsen, 2007) har antidepressiv medicin en tilfredsstillende virkning hos en tredjedel af patienterne og en vis virkning hos yderligere en tredjedel, mens den sidste tredjedel vil opleve utilstrækkelig effekt. Antidepressiv medicin omfatter en lang række præparater med forskellige virkningsprofiler. Ved at tilpasse behandlingen til den enkelte persons symptomer, f.eks. at kombinere med psykoterapi, vil man kunne behandle en endnu større gruppe af patienter med depression med et godt resultat.
Bivirkningerne ved de fleste antidepressive præparater er oftest milde og forbigående. Navnlig er de milde i forhold til symptomerne ved middelsvær og svær depression. Der blev i 21 Søndag’s indslag fremhævet ændring af personligheden. Æn-dringer i personligheden må betragtes som en ekstremt sjælden følge af meget langvarig behandling. Det er derfor direkte vildledende at fokusere på en for patienterne så skræmmende bivirkning.
Om en kommune skal kunne gøre udbetaling af sygedagpenge betinget af, at en borger modtager lægeordineret behandling for sin sygdom, er ikke en diskussion, der kun omfatter psykiatriske tilstande. Den diskussion er skam værd at tage – men den skal ikke skævvrides af, at man ved samme lejlighed fremstiller medikamentel depressionsbehandling som en art gift, der er uvirksom over for patienternes symptomer, men til gengæld påfører dem svære følgevirkninger.
Jeanett Bauer Overlæge, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og Jesper Karle, Speciallæge i psykiatri