Som læge er det naturligvis en ærlig sag at være modstander af fri abort. Men at bruge sin moralske overbevisning til at miskreditere en kollega med trekvart århundredes forsinkelse – som Sven Frederick Østerhus gør i sit hadske og stærkt tendentiøse indlæg om Jonathan Leunbach — forekommer mildest talt ikke fair.

Allerede i sin samtid var Leunbach som bekendt en stormombrust figur, men det må siges at være historisk veldokumenteret, at han uselvisk og med store personlige omkostninger stillede sin lægefaglighed til rådighed for især ubemidlede kvinder, som gennem ham fik oplysninger om krop, seksualitet og forplantning, de ellers ikke ville have haft skyggen af adgang til. Leunbach betonede igen og igen, at provokeret abort var en nødvendig nødløsning, mens indsigt i kroppens funktioner og fri adgang til præventionsmidler var selve fundamentet for kvinders og mænds seksuelle og reproduktive sundhed. Retten til oplysning og personlig autonomi var for ham det helt centrale. 

Ingen bestrider, at Jonathan Leun-bach i mellemkrigstiden udførte aborter i en juridisk gråzone, og det er også korrekt, at han i 1936 blev idømt tre måneders fængsel for meddelagtighed i ’fosterfordrivelse’ (året forinden var han blevet pure frikendt i en lignende sag). Men Leunbach var langtfra den eneste læge, som i civil ulydighed bøjede de stive paragraffer, og hans – og andre lægers – virksomhed er kun en dråbe i havet sammenlignet med de tusindvis af illegale aborter, som i samme periode blev foretaget på køkkenborde og i baglokaler rundt om i det ganske land. Kast et blik i Retslægerådets årsberetninger fra dengang. Det er hårrejsende læsning.

Man kan sagtens diskutere, om Jonathan Leunbach var en helstøbt helt, men han var i hvert fald forud for sin tid, og i vores del af verden er hans grundlæggende holdninger for længst blevet alment accepteret. I 2012 opfattes kvinders ret til kropslig selvbestemmelse som en indlysende rettighed, ligesom de fleste er klar over, at alternativet til fri abort ikke er fravær af aborter, men derimod usikre eller ligefrem farlige indgreb foretaget i smug. På samme måde er det en banal kendsgerning, at vejen til at begrænse abortantallet ikke går gennem forbud, skræmmekampagner, trusler og dæmonisering, men derimod gennem en sober og stadigt forbedret forebyggelsesindsats. Det vidste Jonathan Leunbach allerede i 1930’erne. Og alene derfor er der grund til at huske ham med kollegial respekt.      

Litteratur
Hertoft P. De uventede gaver. Bidrag til en sexologisk kulturhistorie. Hans Reitzels Forlag, 2008
Hertoft P. Det er måske en galskab. Om sexualreformbevægelsen i Danmark. Gyldendal, 1983
Graugaard C. Frisindets fortrop – Jonathan Leunbach og kampen om kroppen. Ufl 2007; 169: 2880