Som produkt af Århus Universitets lægeuddannelse har jeg kendskab til uddannelsen i Århus indefra. Studenterforløbet har jeg oplevet som siddende på et kørende transportbånd, hvor man afhængigt af det aktuelle speciales vigtighed får et stempel i nakken (eksamen) efter en given tidslængde. En fabriksoplevelse, der i og for sig kan være (og er) produktiv og effektiv.
Det blev mig bekendt under uddannelsen, at nogle af de læger, som jeg mødte på min uddannelsesvej i klinikken, var interesserede i læring – selve formidlingen af information til at øge de lægestuderendes færdigheder, før de måtte møde det virkelige liv som ansvarlige klinikere. De gjorde mig opmærksom på, hvordan lægeskoler i f.eks. Canada og Australien, bruger store ressourcer på netop at udnytte studenternes indlæringsevne bedst muligt, vel og mærke med evidens og resultater i ryggen.
Og da opdagede jeg, hvor anderledes, traditionsbundet og rigidt det eksisterende læringsmiljø er. Århus og Københavns universiteter er garanter for mange års respekteret uddannelse af læger, mens Odense er nyere og er gået lidt anderledes til opgaven, både hvad angår optag af studenter, men også uddannelsens form. Sidstnævnte tiltaler mig i en tid, hvor samarbejde både inden for samme – og på tværs af faggrupper er vigtigere end nogensinde og falder i øvrigt godt i tråd med Aalborg Universitets eksisterende profil.
Nu debatteres en ny lægeuddannelse i Aalborg. Her er en enestående mulighed for at opstarte en nutidig lægeuddannelse med et potentiale for ikke kun at spille på, hvem der bedst kan presse 500 sider ind i kraniekassens fedtmasse, men også kan inddrage andre læringsmetoder i et miljø, hvor evner til samarbejde samtidig styrkes.
Der eksisterer da en interessekonflikt på grund af min stærke lokale tilknytning, men da den første snak om en lægeuddannelse i Aalborg rørte på sig i forbindelse med oprettelsen af ingeniørstudie på Århus Universitet, var jeg skeptisk over for ideen. Tidligere var jeg faktisk imod det, da jeg også frygtede for kvaliteten jvf. ressourcemanglen i Nordjylland.
Men kan et uvildigt (og jeg håber da ikke uvildigheden skal betvivles) centralt udvalg afgøre, om kapaciteten er der, kvaliteten ligeså, samt er der en politisk og dermed samfundsøkonomisk vilje bag, så ser jeg kun positivt på oprettelsen af denne uddannelse. Og jeg begriber ikke, hvilke sten i skoen man måtte have syd for Hobro? Århus Universitet startede vel også et sted, måske engang i forhistorien, men da hang ressourcerne vel heller ikke på træerne?
Steffen Holst Holmvard, introduktionslæge i almen medicin, Ny Kastetvej 32, Aalborg