Chefredaktør Kristian Lund har i de seneste to ledere beskæftiget sig med den konflikt, som er opstået i Lægeforeningen, fordi Yngre Læger majoriserede PLO i en afstemning om ansatte lægers organisationsmæssige tilhørsforhold.
Det er jeg glad for, da PLO opfatter sagen som alvorlig.
Da de nye vedtægter for Lægeforeningen blev vedtaget, hvor stemmevægt efter Yngre Lægers ønske blev indført, førte det selvfølgelig til en del diskussion i PLO. Det var et betydeligt magtmiddel at overdrage til de øvrige delforeninger, da PLO jo notorisk er numerisk lillebror i Lægeforeningen.
Vi blev dog enige om, at vi kunne leve med reglen, fordi vi vurderede, at ingen ville gøre brug af afstemningsmuligheden, undtagen hvis deres egne helt vitale organisationsinteresser var på spil. Det har nu vist sig, at vi tog fejl i den vurdering, og vi er i PLO i gang med at overveje konsekvenserne af den situation.
I Dagens Medicin nr. 26/11 spekulerer Kristian Lund i eventuelle bagvedliggende årsager til konflikten i Lægeforeningen. Redaktøren når i sin analyse frem til, at en vigtig årsag til konflikten skulle være en uenighed i Lægeforeningen om forholdet mellem læger og lægemiddelindustri.
I lederen skriver Kristian Lund direkte, at PLO med »stor arrogance fremfører sine nypuritanske solosynspunkter«. Vi synes selvfølgelig i PLO, at vi hverken er arrogante eller nypuritanske, men vi er optaget af at skabe åbenhed om lægemiddelindustriens påvirkning af læger.
Der har i hele Lægeforeningen – men især nok i PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) – været en jævnt tiltagende bevidsthed om, at læger ligesom alle andre mennesker, er påvirkelige af markedsføring. Det har ført til forskellige initiativer.
Almen praksis i de nordiske lande har indført et informationscharter, som kræver, at oplysninger om behandlingseffekt bliver fremlagt forståeligt og i absolutte tal. Dette er bl.a. et modsvar på de tusindvis af markedsføringstiltag, som vil have os til at behandle patienter på baggrund af relative risikoreduktioner, som for den enkelte patient næppe har målbar virkning. Dette charter er forelagt for og anerkendt af Lægeforeningen, og det indgår i det næste initiativ, et nyt kodeks for lægemiddelrepræsentanters besøg i praksis og speciallægepraksis.
Hele Lægeforeningen har for nylig vedtaget et nyt kodeks for medicinalindustriens besøg i lægepraksis og speciallægepraksis, som bl.a. skærper kravene til det faglige indhold og også indeholder et nej til gaver. Der er blandt praktiserende læger, og formentlig også blandt praktiserende speciallæger, forskellige holdninger til værdien af repræsentantbesøg, men der er altså i Lægeforeningen enighed om, at besøgene bør overholde fornuftige standarder.
Så har PLO og DSAM vedtaget, at vores efteruddannelsesflagskib, 'Lægedage', er usponsoreret og uden tilstedeværelse af lægemiddelindustrien, og at de praktiserende læger kun kan modtage tilskud til sponsorfri efteruddannelse. Hensigten er at stille sponsoreret og usponsoreret efteruddannelse lige i konkurrencen om lægernes gunst, idet deltagerbetalingen på usponsorerede kurser ifølge almindelig husmandslogik må blive højere, hvilket tilskuddet fra fonden kompenserer for.
Der, hvor PLO’s synspunkter adskiller sig fra resten af Lægeforeningens, er i spørgsmålet om fuld åbenhed omkring lægers honorarer fra medicinalindustrien. PLO’s synspunkt er, at hensynet til patienternes behandlingssikkerhed og til, at der skal være fuld klarhed over, hvilke interessekonflikter læger har, når de optræder som meningsdannere, faglige rådgivere eller receptudskrivere, må have forrang for lægens ønske om at beskytte sit privatliv på det område, som hedder honorarer fra medicinalindustrien. Vi går derfor ind for, at der skal være offentligt tilgængelige databaser, hvor lægers honorarer fra industrien bliver registreret.
Dette vækker vrede hos en del læger, men jeg har til dato til gode at høre nogen modbevise den omfattende dokumentation for, at læger bliver påvirket i deres faglige adfærd, hvis de får honorarer fra medicinalindustrien.
Et modargument mod dette krav er, at Lægemiddelstyrelsen vurderer, om lægens tilknytning til industrien overskrider acceptable grænser, men den ordning sikrer kun, at der ikke eksisterer helt uacceptable tilknytninger. Den tager ikke højde for, at læger, som har løbende samarbejde med og modtager honorarer fra en lang række medicinalproducenter, stadig lader sig udpege som faglige rådgivere inden for de samme områder, som disse firmaer markedsfører sine produkter på.
Vi finder det nødvendigt med fuld åbenhed om honorarer fra medicinalindustrien, da disse honorarer repræsenterer en mulig og ofte ganske reel interessekonflikt, og interessekonflikter bør naturligvis deklareres åbent og fuldstændigt. Hvis dette synspunkt forekommer eksotisk og uhørt, vil jeg anbefale, at redaktøren orienterer sig om den debat, som foregår i verden omkring os, f.eks. i USA i forbindelse med ’the physician payment sunshine act’.
Af Henrik Dibbern formand for PLO