Hvorfor har man nedlagt Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF)?

Uden et selvstændigt IRF vil brugen af unødigt dyre lægemidler, og af lægemidler i det hele taget, eskalere. Det vil hurtigt medføre en merudgift på mange hundrede millioner kroner om året og også flere syge danskere, idet alle lægemidler har bivirkninger. 

Det forhold, at Lægemiddelindustriforeningen gennem årene har gjort, hvad den kunne for at skabe politisk opbakning til at nedlægge IRF, vidner om, at IRF gjorde et særdeles samfundsnyttigt arbejde.

IRF’s kurser var meget værdsatte, og den nationale rekommandationsliste, der blev til i et samarbejde med specialister udpeget af specialselskaberne, var meget vigtig. IRF’s indsats var med til at gøre lægemiddelanvendelsen mere rationel, og en sådan indsats er fortsat påkrævet, idet der stadig i stort omfang benyttes meget dyre præparater, selvom de ikke er bedre (og undertiden værre) end gamle, billige præparater. 

Det er meget svært at forstå grunden til, at de tilbageværende medarbejdere er overflyttet til Sundhedsstyrelsen, som er en myndighed. IRF’s første chef, Jens Peter Kampmann, understregede altid, at IRF ikke er en myndighed, men skulle opfattes som et selvstændigt institut.

Det var det nu alligevel ikke helt, da det lå i Lægemiddelstyrelsen. F.eks. blev en af medarbejderne truet med fyring af styrelsens chef, da han meldte ud med sine synspunkter om bivirkninger til et lægemiddel, hvilket institutchefen oven i købet havde bedt ham om at gøre.

Et andet eksempel på, at det undertiden kneb med uafhængigheden, var, da IRF udtalte, at Cipralex ikke er bedre end Cipramil.

Der er ikke væsentlige forskelle mellem ssri-præparaterne, men Lundbecks direktør kritiserede på forsiden af Børsen IRF for at skade medicinaleksporten, og han fik støtte af sundhedsministeren. Det er interessant, fordi det implicit betyder, at man kun må give neutral lægemiddelinformation, når det drejer sig om udenlandsk produceret medicin.

PLO har foreslået, at der skal oprettes et uafhængigt, offentligt ejet og drevet organ for lægemiddelinformation, og at de institutioner, som kan give uafhængige vurderinger af gavnlige og skadelige virkninger af undersøgelser og behandling, skal styrkes.

Dette kan næppe lade sig gøre med en placering i Sundhedsstyrelsen, som ikke just er kendt for den skarphed og modet til at gå imod særinteresser, der kendetegnede IRF. Som Kristian Villesen skrev i Information, kan man jo dårligt forestille sig, at tidligere medarbejdere ved IRF ville udtale sig kritisk om Sundhedsstyrelsens influenzaberedskab.

En læge fra IRF fik således mundkurv på af Lægemiddelstyrelsens direktør efter kritiske udtalelser i december 2011 om statens indkøb af Tamiflu, der er et tvivlsomt lægemiddel, der formentlig ikke gør andet end at forkorte varigheden af influenza med en enkelt dag.

Det Nordiske Cochrane Center giver uvildig information, også om lægemidler, og bliver kontaktet af journalister dagligt. Vi har meget ofte henvist journalisterne til IRF.

Jeg spurgte derfor Sundhedsstyrelsen, hvem vi nu skulle henvise journalisterne til. Sundhedsstyrelsen videresendte min mail til Lægemiddelstyrelsen, som videresendte den til noget, der hedder ’IRF postkasse’, hvorefter jeg fik svar fra en af medarbejderne fra det hedengangne IRF, som heller ikke vidste noget.

Der er gået politisk spin i sagen. Man har meddelt, at IRF skal fortsætte sit virke i fuldt omfang, hvilket er svært at forstå, når man samtidig skærer stillinger væk og ikke vil give virksomheden egen faglig ledelse.

Der skal således ikke ansættes en klinisk farmakolog som leder, hvilket ellers altid har været tilfældet, men ledelsen skal varetages af en allerede ansat overlæge i Sundhedsstyrelsen, som har mange andre opgaver. Prognosen for denne konstruktion er yderst tvivlsom. Man har billedlig talt taget en livskraftig ung person og forvandlet personen til en døende patient på et øjeblik.

Tænk også på, at MTV-instituttet led en krank skæbne, da det blev overtaget af Sundhedsstyrelsen, som også endte med at overtage instituttets øremærkede budget.

Sundhedsstyrelsen har meddelt, at IRF’s virksomhed skal føres videre under et nyt navn. Det giver heller ingen mening. Gennem mere end 10 år har Jens Peter Kampmann, Steffen Thirstrup og andre dygtige medarbejdere i IRF opbygget et navn, som signalerer troværdighed, faglighed, samfundsansvar og mod. 

Der er kun én fornuftig løsning.

Erkend, at det var en fejl at nedlægge Institut for Rationel Farmakoterapi. Genopliv det, med det navn, vi alle kender og respekterer. Og flyt det ud af Sundhedsstyrelsen og gør det selvstændigt og uafhængigt. Gerne i et nyt nationalt prioriteringsinstitut, som regionerne har advokeret for, at vi mangler.