Professor Mette Harlev giver kommunerne en stikpille, der mest af alt ligner en finger, i sit indlæg om kommunernes fravalg på genoptræningsområdet – absurd kalder hun det.
Typisk for det kommunale, tænker man reflektorisk. Alene ordet kommune aktiverer straks modvilje. Tænk blot på kommuneskolerne – ikke engang statsministeren skal nyde noget. For slet ikke at tale om vand fra det kommunale vandværk. Vorherre bevares, godt vi har Perrier. Og nu altså også kommunal genoptræning.
Her bliver borgerne spist af med kommunens ’almindelige’ tilbud om fysioterapi og talepædagogik, skriver hun. Og det på trods af, at der findes et kvalificeret behandlingstilbud, som ikke alene vil kunne give livet tilbage til personer med hjerneskade, men som også set fra et samfundsøkonomisk synspunkt vil være en fantastisk investering, som Mette Hartlev udtrykker det. Joh, man forstår godt, at hun er oppe i det røde felt.
Resultatet af at have gået i kommuneskole er jeg selv et eksempel på. Og Kong Hans har da også sine grunde til at servere Perrier. Men baggrunden for udsagnet om, at genoptræning på specialiserede hjerneskadecentre er en fantastisk samfundsøkonomisk investering, forstår jeg nu ikke helt. Ikke fordi jeg ikke anerkender, at hjerneskade er et fælles anliggende, og hjerneskadede borgere skal tilbydes det bedst mulige.
Men af Sundhedsstyrelsens nyligt udsendte mtv-rapport om hjerneskaderehabilitering fremgår det, at det ikke er muligt at fastslå, om specialiseret hjerneskaderehabilitering er omkostningseffektiv eller ej, og eksistensen af en sammenligning af udbyttet ved genoptræning i kommunen og i specialiseret hjerneskadecenter er jeg da ikke bekendt med.
Og så er der det med kommunens ’almindelige’ talepædagogik, som Mette Hartlev kalder det.
Mig bekendt virker genoptræning af tale/sprogvanskeligheder efter hjerneskade lige godt, om den formidles af en talepædagog eller en interesseret pårørende, så jeg har svært ved at forstå, at man på specialiserede hjerneskadecentre skulle kunne tilbyde noget, der i talepædagogisk henseende er bedre end det, man kan i kommunerne. Og enhver, der har indsigt i genoptræning af hjerneskadede, ved jo, at det indtil videre ikke har været muligt at fastslå, om genoptræning af andre kognitive følger af hjerneskader har effekt på funktion i dagligdagen.
Og så er der endelig det med den ’almindelige’ kommunale fysioterapi. Her er Mette Hartlev ganske enkelt galt afmarcheret. Fysioterapeuterne er lige gode, om de arbejder i kommunen eller i et specialiseret center, og skulle det være et spørgsmål om træningshyppighed, kan det vel løses i kommunen uden at bygge et helt center.
Min indvending skal bestemt ikke tages som udtryk for, at jeg ønsker hjerneskadecentrene nedlagt – det er ingenlunde tilfældet, men jeg har svært ved at se berettigelsen af Mette Hartlevs heftige udfald, der lider af en påfaldende mangel på dokumentation.
Kommunerne skældes jo jævnligt ud for snart det ene og snart det andet, så det er forståeligt, at man reflektorisk fatter mistro til de kommunale tilbud og gerne foretrækker alternativer, hvis de eksisterer. Alligevel kan selv indgroede anskuelser af og til have gavn af et serviceeftersyn.
I min husstand er vi eksempelvis holdt op med at bruge Perrier og nøjes med det kommunale vand. Det har haft en fantastisk indflydelse på vort husholdningsregnskab, og så viste det sig, at vand nu engang er vand. Der er selvfølgelig det med kommuneskolen. Det kan jeg ikke gøre noget ved nu, sket er sket, men jeg lever trods alt med det.