Direktionen på Hvidovre Hospital er blevet bedt om vores bemærkninger til sidste uges indlæg i Dagens Medicin under overskriften: 'Ledelsen vader rundt som elefanter i en glasbutik'.

Hvidovre Hospital har i 2010 og 2011 været igennem fire sparerunder, hvor afdelingernes budgetter er reduceret med ca. 260 mio. kr. I forhold hertil finder vi, at den ensidige fokusering på geriatrisk afdelings badeforhold og afskedigelsen af en enkelt overlæge ud af næsten 150 afskedigelser er ude af proportioner. Vi finder desuden, at de pågældende overlægers forsøg på at fremstille det, som om geriatrisk afdeling må holde for, mens andre afdelinger tilføres ressourcer, er misvisende, og derfor møder de heller ikke megen forståelse i hospitalets øvrige afdelinger.

Skal vi kort tage de enkelte påstande i indlægget:

Geriatrien på Hvidovre Hospital er særdeles hårdt ramt af besparelserne. Det er korrekt og skal ses i sammenhæng med, at geriatrisk afdeling ved processens start fremstod som relativt ineffektiv med en gennemsnitlig liggetid, der var næsten dobbelt så lang som landsgennemsnittet og med en relativt høj personalenormering.

Afdelingen skal angiveligt flyttes til en afdeling, hvor badeværelserne ikke er store nok, hverken til kørestole eller en hjælper. Badeværelserne i den afdeling, de forlader, er på 4,6 kvadratmeter, og i den afdeling, de flytter til, på 4,0 kvadratmeter. Forskellen skyldes alene, at den ’plastickerne’, som badeværelserne er født med, er taget ud af badeværelserne i den nuværende afdeling. Badeværelserne er de samme, som findes i resten af hospitalet, hvor vi også har mange patienter, der skal hjælpes på toilettet. Det gælder f.eks. det ortopædkirurgiske sengeafsnit, der skal flytte ind i det nuværende geriatriske sengeafsnit, og hvor der bl.a. er mange benamputerede.

Direktionen har afvist, at lungemedicinen i stedet flyttes til det nuværende geriatriske sengeafsnit. Det er korrekt. Lungemedicinen kan ikke flyttes til det nuværende geriatriske sengeafsnit, hvor der simpelthen ikke er sengepladser nok til at rumme både lungemedicin og geriatri. Det er der til gengæld på lungemedicinsk afsnit, hvilket personalet i geriatrien flere gange er orienteret om.

Det nye følge hjem-team er ikke blevet en del af geriatrien. Det er det ikke, dels fordi vi allerede har et velfungerende geriatrisk team, fordi følge hjem-teamet skal dække alle hospitalets specialer, og især fordi vi lægger vægt på, at følge hjem-teamet så tidligt så muligt kommer ind i det enkelte patientforløb, og derfor er teamet placeret i akutmodtagelsen, hvor patienterne har deres første møde med hospitalet.

Vi har først accepteret og derefter afvist en model, hvor overlægerne går ned i tid. Ønsket om at gå kollektivt ned i tid kom fra overlægerne i geriatrien. Fra direktionens side har vi på intet tidspunkt endeligt accepteret en sådan model. Vi var betænkelige, dels fordi en sådan model altid vil indeholde et element af gruppepres, men især fordi vi ikke tror på, at det giver den optimale driftssituation, at alle overlæger er deltidsansatte. Modellen faldt på, at der ikke kunne opnås tilsagn fra alle overlæger til at gå ned i tid (som det også fremgår af de to overlægers indlæg), og hverken vi eller FAS ønskede at tvinge modellen ned over enkelte overlæger.

Vi har begået utilstedeligt mange procedurefejl. Det fremgår ikke klart, hvornår der skulle være begået procedurefejl. Det eneste sted, vi umiddelbart ser, at der kan være tale om procedurefejl, er, at den første orientering af den berørte overlæge skete uden forudgående skriftlig indkaldelse. Herudover må vi sige, at der (som det fremgår af overlægernes indlæg) har været en række krav og ønsker, som vi ikke har kunnet imødekomme, men egentlige procedurefejl har vi vanskeligt ved at få øje på.

Vi forsøger ikke fra direktionens side at påstå, at de sparerunder, vi har været igennem, ikke har ganske betydelige og bekymrende konsekvenser for hospitalet og den service og behandling, vi kan levere til patienterne. Vi står derfor også meget gerne til rådighed for en drøftelse heraf med Dagens Medicin eller andre interesserede medier, men vi så gerne, at presseomtalen blev fokuseret på hospitalets samlede situation og ikke blot på en enkelt afdelings ønske om at undgå at blive integreret i en større afdeling.

Torben Ø. Pedersen Hospitalsdirektør, Hvidovre Hospital og Torben Mogensen Vicedirektør, Hvidovre Hospital