Dagens Medicin nr. 8/11 bragte et indlæg af Maja Haastrup, som havde fået svar fra Sundhedsministeriet om, hvad fireårsreglens konsekvenser var for de læger, der ikke overholdt den. Svaret er det samme, der blev givet til Folketingets Sundhedsudvalg i 2007, og som siden har været tilgængeligt på Yngre Lægers hjemmeside.
Mit budskab her er imidlertid et andet: Der er nemlig sket meget andet, siden fireårsreglen blev indført. Bl.a. er kandidatalderen faldet fra 8,5 år i 2006 til 5,8 år i 2009, jf. Sundhedsstyrelsens lægeprognose. Det er en interessant udvikling set i lyset af, at fireårsreglen på det tidspunkt ikke har haft nogen reel effekt. Den blev indført i august 2008. Det er helt andre faktorer, der blandt andet kan forklare det kraftige fald.
Forklaringen på faldet skal findes i, at i samme tidsrum er uddannelseskapaciteten udvidet ganske dramatisk. Samlet set er der sket en forøgelse af uddannelsesstillinger med ca. 20 pct. i den periode, og det er dermed den udvidelse, der kan forklare det store fald i kandidatalderen og ikke fireårsreglen.
Nu oplever de fleste regioner store sparekrav, hvor der nedlægges mange stillinger. Der er nu fare for, at læger, der ønsker en speciallægeuddannelse, ikke kan komme i nærheden af de stillinger, der kan kvalificere til et hoveduddannelses-forløb. Regeringen ønsker, at alle læger skal være speciallæger, fordi der fortsat er speciallægemangel, men de yngre læger kan ikke komme i gang med en speciallægeuddannelse, fordi stillingsmassen reduceres dramatisk. Frygten er, at vi er ved at rulle udviklingen tilbage, og dermed risikerer vi igen at opleve en stigende kandidatalder, stik imod regeringens ønsker, selv med en fireårsregel. Det er jo absurd.
Hvis vi i Danmark fortsat skal uddanne læger hurtigt, så er det nødvendigt, at stillingerne er der. Når stillingsmassen reduceres, som vi oplever i øjeblikket, så er spørgsmålet, om ikke fireårsreglen har overlevet sig selv.
Selve reglen kan jo ikke skaffe flere speciallæger, det forudsætter, at der er stillinger nok. Det er en helt central præmis for fireårsreglen. Hvordan skal mine yngre kolleger kunne skynde sig, når kapaciteten ikke er der?
Mads Skipper, Formand for Team Uddannelse i Yngre Læger