Jeg har aldrig kendt min moster. Hun døde lang tid, før jeg blev født, da min mor var ni år gammel. Hun døde efter en illegal abort foretaget hos en kvaksalver. Da var hun 20 år gammel. Hun efterlod sig en mand og en lille datter. Jeg har aldrig mødt dem. Den noget fragmenterede historie, som jeg efterhånden har fået sammenstykket, fortæller, at det skete under besættelsen, og at de ingen penge havde.
Hendes svigermor, som fra begyndelsen havde været imod forholdet til sønnen, pressede hende til aborten. Hendes død har sat dybe spor i familien. Min mormor, som ellers var en meget farverig og livlig kvinde, gik i bogstavelig forstand i sort. Alle de kjoler, som min mor har gemt fra den tid, er sorte. Det var nu ikke meget, min mormor var oppe. Hun lå mest i sin seng og sørgede. I vore dage havde hun nok fået diagnosticeret en depression og fået hjælp. Det fik hun ikke. Det fik min mor heller ikke. Hun var ni år og skulle klare alting selv, skolegang, huslige opgaver og sin egen sorg over storesøsterens død.
Det har sat dybe spor i hendes liv, og det har i høj grad præget hendes opdragelse af hendes egne to døtre. Seksualitet er farligt – man kan dø af det. Der har været mange fortielser og skyld og skam. Det har været noget, som i høj grad kom til at præge mine egne teenageår og tidlige voksenliv. Forhåbentligt ikke min egen datters. En illegal abort kan således trække lange spor efter sig. I dette tilfælde i tre generationer af kvinder. Jeg er sikker på, at der i mange andre familier kunne fortælles lignende traumatiske historier.
Jeg har selv som en del af min uddannelse arbejdet på en gynækologisk afdeling, hvor jeg har udført provokerede aborter og siddet i abortambulatoriet. Det er ikke nogen rar opgave at være med til at gøre ende på liv. Jeg vil dog til enhver tid foretrække dette frem for at skulle tage imod døde eller lemlæstede kvinder, som har fået foretaget en illegal abort. Realiteten er, at der altid vil være kvinder, som af den ene eller anden årsag ikke ønsker eller magter et barn. Samfundet har nu ændret lovgivningen, så man tager mere hensyn til det levende liv, nemlig kvindernes, end til det ufødte barns. Det er jeg som kvinde taknemmelig for. Fakta er, at seksualitet og reproduktion for mænd er en relativt risikofri affære. En uønsket graviditet kan højst resultere i økonomisk bidrag til børnepenge i 18 år. I modsætning hertil kan kvinder fortsat sætte både liv og helbred på spil, fordi det er os, som bærer og føder børnene.
Som hovedregel går jeg ind for, at landets love følges. Nogle gange er lovene uhensigtsmæssige eller ikke fulgt med tiden. Så skal de ændres. Nogle gange kan civil ulydighed være et middel til at gøre opmærksom på, når noget ikke fungerer i vores samfund. Jeg vil være Leunbach og andre pionerer evigt taknemmelig for deres mod og indsats for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.