I værste fald vil behovet for fysisk magtanvendelse såsom bæltefikseringer stige
Kære Astrid Krag. Vi har med stor interesse set det åbne samråd i Sundhedsudvalget, der blev afholdt 25. september, og har efterfølgende læst dine udtalelser i Politiken. Nu følger vi din opfordring om at »råbe vagt i gevær«, da vi er bekymrede for, at vores patienter fremadrettet vil få en dårligere behandling. Vores bekymring centrerer sig om polyfarmaci (samtidig behandling med flere typer psykofarmaka) og underbehandling af svært syge mennesker.
Siden foråret har begrebet massiv og farlig overmedicinering været gennemgående i pressen og blandt politikere. Vi tillader os at spørge dig, hvad du lægger i dette begreb? Mener du medicinering, der går ud over de vejledende doser? Eller beskriver det patienter, der »går rundt som en zombier«? For os betyder det medicinering, hvor bivirkninger og risici er større end den gavnlige effekt, og det er der ingen læger, der går ind for.
Vi undrer os over, at du som sundhedsminister vælger at vedligeholde det presseskabte begreb overmedicinering. Det bidrager til at skræmme vores patienter fra til tider livsnødvendig behandling. Samtidig leder det til yderligere stigmatisering af psykiatrien som lægefagligt speciale. Hvordan vil du sikre fortsat rekruttering af dygtige læger til et speciale, der gang på gang kritiseres på usaglig vis i det offentlige rum?
Vi anerkender, at vejledende doser er vigtige. Samtidig vil vi understrege, at det netop drejer sig om vejledende doser. Det var selvfølgelig nemmere at være læge, hvis alle patienter var ens, og vi blot kunne følge en ensartet vejledning, men sådan er virkeligheden ikke.
Ifølge lægemiddelkataloget er der en forskel på en faktor 10 på, hvor hurtigt antipsykotisk medicin omsættes i kroppen. Følgelig vil nogle patienter have behov for større doser end andre, i nogle tilfælde endda over de vejledende doser, for at opnå samme virkning. Dosisvalg sker efter grundig afvejning af virkningen i forhold til risici, hvilket indbefatter en samlet klinisk vurdering af patientens tilstand. Høje doser er ikke synonymt med ’overmedicinering’.
Hvordan vil du sikre, at vi som læger ikke sætter frygten for at blive hængt ud i pressen over hensynet til patientens ve og vel?
I den forbindelse vil vi problematisere din plan om yderlige overvågning. Et overvågningssystem vil aldrig kunne afsløre, om patienterne får en passende mængde medicin – det afhænger nemlig af en klinisk vurdering. Hvordan vil du sikre, at overvågningen ikke blot skræmmer lægerne til at underbehandle? I stedet kunne man overveje, om ressourcerne ikke er bedre brugt på at uddanne nuværende og kommende psykiatere bedre i rationel medicinering.
Når vi vælger at bruge højere dosis end den vejledende, er det, fordi vi erfarer, at behandlingen hos den enkelte patient er utilstrækkelig. Det kan dreje sig om patienter, der i forvejen får den vejledende dosis, som gennem en længere periode har været uden søvn i en sådan grad, at det nærmer sig en livstruende tilstand, om patienter, der i psykotisk tilstand udgør en fare for sig selv eller andre, eller patienter, der er svært forpinte. Dette er ikke ’kemisk fiksering’, men aktiv lindrende og helbredende behandling.
En akut psykotisk eller på anden måde svær urotilstand medfører betydelig stress for hjernen, og dette kan lede til forværring af sygdommen. Ikke mindst vil en voldsom uro umuliggøre den terapeutiske indsats, som er en stor del af behandlingen. Patienterne skal aldrig have mere medicin end nødvendigt. Men det er uetisk at underbehandle, da det kan lede til forlænget sygdom og forpinthed hos patienterne. I værste fald vil behovet for fysisk magtanvendelse såsom bæltefikseringer stige.
Hvordan vil du sikre, at vi som læger kan behandle vores patienter optimalt, når vi ikke må medicinere vores patienter i sufficiente doser, med det dertil mest egnede præparat?
Vi bemærker med glæde, at polyfarmaci er et af dine indsatsområder. Der foreligger ikke store videnskabelige undersøgelser omkring kombinationer af antipsykotisk medicin, og hvilke mulige risici dette kan medføre. Når man hos nogle meget syge mennesker vælger at gå over de vejledende doser, sker det netop for at undgå at eksperimentere med dette. Der er betydeligt bedre sikkerhedsdata for de enkelte præparater end for kombinationer.
Hvordan vil du sikre, at en stramt fortolket maksimal døgndosis af enkelte præparater ikke medfører en stigning i antal patienter, der får polyfarmaci?
Til sidst vil vi kommentere på dine udtalelser i Politiken omkring brugen af antipsykotika hos ældre »(…) med psykotiske symptomer, som lige så godt kan skyldes, at de ældre er blevet konfuse på grund af en blærebetændelse eller anden infektion«.
Denne tilstand kaldes organisk delirium og er en yderst alvorlig tilstand, der rammer mange syge mennesker, især ældre. Konsekvensen af et organisk delir er forlænget indlæggelse, permanente kognitive skader og i visse tilfælde død. Forskning viser utvetydigt, at det ikke er tilstrækkeligt kun at behandle den udløsende årsag, f.eks. blærebetændelse, men også at behandle med antipsykotika. Det vil være lægeligt uforsvarligt ikke at fortsætte med dette.
Over de seneste to måneder er der i pressen beskrevet to dødsfald, der muligvis kan skyldes medicinsk behandling. Det er naturligvis yderst tragisk, hvis dette er tilfældet. Samtidig er det afgørende, at vi holder hovedet koldt og ikke træffer forhastede beslutninger, der går ud over andre patienter. Psykiatrien er et fagområde, som mange har en mening om, og som vækker stærke følelser. Men psykiatrien er et lægefagligt speciale, hvor det er patienten og dennes helbred og tarv, der skal være i centrum. Vi håber, du har tillid til, at vi udøver vores fag med omhu og samvittighedsfuldhed.
Vi har ikke, som Vibeke Storm Rasmussen antyder, handlet, som det passer os. Vi arbejder dagligt for at yde den optimale lægefaglige behandling for de psykiatriske patienter. Det er vi stolte af.
Forfatterne skriver som privatpersoner, og ikke som ansatte i Region Hovedstadens Psykiatri.