Statsminister Helle Thorning-Schmidt varslede i sin nytårstale både nedskæringer og besparelser som følge af den internationale finanskrise. Men hun understregede også, at vi trods de svære politiske beslutninger skal fastholde og ikke afvikle det Danmark, vi holder af.
Kræftbehandling er et af de velfærdsgoder, som vi bør værne om. Gennem de seneste ti år er der ydet en ekstraordinær indsats på området. En indsats, som vi nu kan begynde at høste frugterne af. Nye tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at etårsoverlevelsen for alle kræftformer samlet er steget signifikant i perioden fra 2007 til 2009. Meget tyder på, at denne fremgang også meget snart vil blive synlig i femårsoverlevelsen, som ofte anvendes som mål for, at patienten er helbredt for sin sygdom.
Så selvom den internationale økonomiske krise er reel og kalder på tilbageholdenhed, skal sparekniven, som statsministeren pointerede, svinges med eftertænksomhed, hvis det ikke skal gå ud over vores fælles velfærd. Adgang til den bedst kendte kræftbehandling bør være et af de velfærdsgoder, som også i sparetider skal tilbydes alle patienter.
At der kan blive behov for eftertænksomheden, viser den danske debat, som fulgte i kølvandet på en nyligt udsendt rapport fra ekspertpanelet The Lancet Oncology Commission. En udlægning af rapporten har været, at vi overbehandler uhelbredeligt syge kræftpatienter med nyttesløse behandlinger. En anden, at vi bruger for mange penge på den nye livsforlængende medicin til denne patientgruppe.
Ved at koble de to budskaber er man i fuld gang med at rette bager for smed. Første generation af kræftlægemidler var kemoterapien, som uafviseligt har medført store fremskridt i kræftbehandlingen. Men kemoterapien har desværre også den svaghed, at den kun gavner en del af patienterne. Det er uden tvivl dette faktum, som gentagne gange – og nu igen – har givet påstanden om den nyttesløse kræftbehandling næring.
De nye målrettede kræftlægemidler udvikles netop til målrettet anvendelse i behandlingen af specifikke undergrupper af kræftpatienter. Det baner vej for, at vi kan tilbyde mange flere uhelbredeligt syge patienter betydeligt længere levetid og en højere livskvalitet. Og lige så vigtigt betyder den målrettede anvendelse, at vi kan skåne store grupper af patienter for nyttesløse behandlinger, som alene belaster patienterne med bivirkninger.
Endelig er der grund til at anfægte den tilbagevendende påstand om, at den nye livsforlængende medicin er i færd med at sprænge sygehusbudgetterne. Realiteten er, at de samlede udgifter til kræftmedicin nu er stagnerende efter nogle år i vækst.
Hensynet til patienterne taler for sig selv. Selvfølgelig skal vi fortsætte med at tilbyde de nye, veldokumenterede behandlinger. Også til uhelbredeligt syge. Ud over at de gavner patienterne, bidrager denne indsats også til at udvikle kræftbehandlingen som helhed. Historisk har man set, at lægemidler, der har vist deres værd som livsforlængende behandling, meget ofte også vil kunne anvendes tidligere i sygdomsforløbet som helbredende behandling.
Sammen med effektiv forebyggelse, tidlig diagnosticering og kirurgi er det den medicinske behandling, som rummer nøglen til fremtidens forbedrede kræftoverlevelse. Vi må derfor sikre, at også nye innovative lægemidler tages i anvendelse hurtigt og effektivt.
Den nye regering må ikke miste fokus, når det handler om at få dansk kræftbehandling i international topklasse. Danske eksperter har allerede peget på indsatsområder, som er afgørende for at holde projektet på sporet. Det drejer sig bl.a. om effektivisering af frontlinje- og billeddiagnostikken, reformering af efterkontrollen og styrkelse af den kliniske forskning. Det kan man læse om i bogen ’Det sidste seje træk’, udgivet af Dagens Medicin.
Regeringens udfordring er at sørge for, at anbefalingerne bliver vekslet til nye initiativer med konkrete målsætninger for indsatsen. Men den må også modstå fristelsen til at jage de kortfristede besparelser, som kan sætte det allerede opnåede over styr.