Begge indlæg vedrørte den negative omtale af antidepressiv medicin i DR's 21 Søndag 20. marts 2011.
PG's argumentation i det seneste debatindlæg er ikke sammenhængende og i flere tilfælde ukorrekt. Vi vil gerne knytte enkelte kommentarer, omend det er med risiko for, at de afspejler vores kvaler med helt at finde den røde tråd i PG's mange anklager og påstande.
For nu at starte med noget, vi kan blive enige om. Vi støtter, at let depression ikke bør behandles med antidepressiva – som det da også fremgår af Sundhedsstyrelsens referenceprogram. Ligeledes er vi helt enige i – hvis vi forstår de afsluttende kommentarer korrekt — at det er de rigtige patienter, der skal behandles. Nemlig dem, der lider af moderat-svært depressive tilstande, tilstande, som forårsager stor menneskelig lidelse, medfører risiko for selvmord og har massive samfundsøkonomiske konsekvenser.
PG giver os en lektion i konsekvenserne af publikationsbias. Vi mener imidlertid ikke, at den refererede artikel af Melander et al. (BMJ, 2003) i tilstrækkelig grad støtter PG's konklusioner vedr. SSRI's effekt.
Vi er ikke ude på at forklejne bivirkningerne ved ssri. Men bivirkningerne skal holdes op mod symptomerne på de sygdomme, der søges behandlet med præparaterne. For os som klinikere, der dagligt i samarbejde med patienterne afvejer effekt og bivirkninger, er der ikke tvivl om, at langt de fleste patienter tåler præparaterne godt.
PG hævder, at ssri øger risiko for suicidalitet. SSRI synes at nedsætte risikoen for selvmord hos voksne og ældre og at øge selvmordsrisikoen hos unge (Barbui, CMAJ 2008). At der er et betydeligt frafald af patienter i behandling med ssri i løbet af de første ugers behandling, svarer fint til, at virkningen af ssri først gradvist indtræffer efter de første ugers behandling. Tidligt frafald afspejler derfor ikke nødvendigvis manglende effekt.
Slutteligt vil vi påpege, at symptomerne ved brat seponering af ssri afviger betydeligt fra abstinenssymptomerne, der optræder efter ophørt behandling med benzodiazepiner. Dette svarer vældigt godt til, at mekanismerne er meget forskellige. Det giver ringe mening at sidestille vanskelighed ved ophør af ssri-behandling med benzodiazepin-afhængighed. For klinikeren er det mindre vanskeligt at skelne mellem ssri-seponeringssymptomer og tilbagefald af sygdom.
Jeanett Bauer Overlæge, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og Jesper Karle Speciallæge i psykiatri