Siden slutningen af det 19. århundrede har stærke kræfter forsøgt at udrydde alt, som var uønsket fra den menneskelige race. Denne tankegang kaldes eugenik og fik for alvor fart under Adolf Hitlers naziregime. Hvad de fleste dog ikke tænker over, er, at denne tankegang ikke var forbeholdt nazisterne, men fandtes i alle lande og kulturer og lever i bedste velgående i dag: 40 personer bliver hver dag slået ihjel på de gynækologiske afdelinger i Danmark, igennem hvad vi kender som provokerede aborter. Årsagerne kan være mange, men de har alle et til fælles: Børnene er uønskede.

ET TIDLIGERE DEBATINDLÆG i denne avis (Preben Hertoft og Christian Graugaard i Dagens Medicin nr. 29/12, red.) fortæller, at for dr. Leunbach var provokerede aborter en ’nødløsning’. Men lige præcis hvornår er det i orden at slå et barn ihjel i morens mave? I dag bliver små børn slået ihjel hver dag, under forskellige omstændigheder, såsom at morens kæreste forlod hende, det passede ikke ind med uddannelsen, eller pigens forældre ønskede ikke, at deres datter skulle have et barn med ’ham’.

I DANMARK ER det nemlig tilladt at slå sit barn ihjel uden grund indtil 12. uge. Ydermere bliver alt gjort for at hjælpe de vordende forældre med denne misdåd: Før en provokeret abort bliver skærmen til ultralydsapparatet vendt væk, så moren og eventuelle andre ikke skal se det lille barn bevæge sig inde i livmoderen eller se dets lille, bankende hjerte. Barnet bliver i øvrigt ikke omtalt som sådant, men som ’graviditeten’.

SAMME DEBATINDLÆG SAMT et tidligere (Malene Vestergaard i Dagens Medicin nr. 28/12, red.) argumenterer for fri abort med, at vi dermed undgår farlige, illegale aborter. 

Men faktum er, at i årene op til abortens frigørelse i 1973 var komplikationerne til illegale aborter ikke højere, end hvad der blev observeret senere, og der er stadig risiko for livsfarlige komplikationer i dag! Men hvad der er mere relevant, er, at man ikke løser problemet med drab på små børn ved at legalisere det!

Nogle gange sejrer ondskaben, og noget, som før var strengt forbudt, bliver tilladt. Men love kan ændres igen. Ligesom det ikke længere er tilladt at dræbe mennesker af en såkaldt lavere race, er det muligt, at drab på små børn igen bliver forbudt i Danmark. Men det kræver, at forældrene — og lægerne — kigger en ekstra gang på ultralydsskærmen og spørger sig selv: ’Hvad er det egentlig, vi har gang i?