Lov og lægeløfte er ord, der nævnes ofte for tiden. I særdeleshed i forbindelse med den nye sundhedsklinik for udokumenterede immigranter.

Lad os derfor se på, hvordan disse størrelser er indbyrdes forbundne: I Danmark er det ikke lægers behov for profilering eller store omsorgsgen, der tvinger dem til at afgive lægeløftet. Det er loven!

Vil man praktisere sin lægegerning i Danmark, skal man – foruden at bestå sin embedseksamen – aflægge lægeløftet. Det virker bagvendt at aftvinge nybagte medicinske kandidater et løfte, hvorefter man – med loven i hånd – vil erklære dem for kriminelle, hvis de holder, hvad de har lovet.

En mulighed er derfor at afskaffe den lov, der tvinger læger til at afgive dette højtidelige løfte om at behandle alle lige. Jeg er dog ikke sikker på, at det forslag bliver nemt at sælge til vælgerne. Det er velkendt fra andre dele af verden, at staten let kan overtrumfe de løfter, læger afgiver. Det sker f.eks. i lande, hvor læger tvinges til at bidrage ved tortur og henrettelser i modstrid med Genève-deklarationen. Men loven må jo følges…!?

Når talrige sundhedspersoner og organisationer med tæt kontakt til illegale immigranter beretter, at en mindre gruppe mennesker i dag ikke kan få en sufficient akut behandling på et offentligt sygehus, skal der særdeles brede skuldre til at feje bordet rent med lovbogen!

Definitionen af, hvad akut er, og hvorvidt der er behov for efterfølgende kontrol som led i det akutte forløb, bør vi nok overlade til det fagpersonale, vi har uddannet til at vurdere den slags.

Fra politisk hold, og sågar fra Lægeforeningens egne rækker, har der været spekuleret i udstyrets kvalitet på den nye sundhedsklinik. Der har været fremsat en række besynderlige påstande om halvgammelt udstyr og udløbet medicin.

Jeg kender ikke nok til de konkrete apparater til at kunne udtale mig om, hvorvidt de kan gennemgå en moderne kvalitetskontrol. Men principielt må potentialet i andenrangsforhold til andenrangsmennesker umiddelbart glæde de toneangivende politikere. For er det ikke sådan, vi officielt har valgt at betragte de udokumenterede immigranter? Som andenrangsmennesker?

Politikerne håber, at politiet vil interessere sig meget for, hvem der kommer på den nye klinik. Selv håber jeg, at politiet vil bruge de sparsomme midler på mere oplagte formål.

Men da lovbrud tilsyneladende ligger magthaverne tungt på sinde for tiden, vil jeg foreslå at sende politiet en tur ud i trafikken. Her er vi nemlig alle hævet over loven. Og vi har ikke engang et løfte at henholde os til.

Af Mette Marklund Læge, ph.d., medlem af Lægeforeningen, Møllevej 19, Fløng