Leif Vestergaard Pedersen, direktør for Kræftens Bekæmpelse, sætter i sin Stikpille i Dagens Medicin spørgsmålstegn ved Det Fri Forskningsråd/Sundhed og Sygdoms (FSS) forståelse af forskning, idet ansøgninger om støtte til kliniske projekter ikke er fundet støtteværdige med henvisning til, at disse har karakter af kvalitetssikring og ikke er forskning.

Det er med en vis undren, at rådet noterer, at Leif Vestergaard Pedersen (LVP) er afsender af denne kritik; dels på grund af LVP’s manglende forudsætninger for at forstå de forskningsmæssige kvaliteter i de ansøgninger, FSS modtager; og dels fordi rådet ikke har sendt denne type afgørelser til LVP.

Rådet fristes til at tro, at LVP, der er tidligere sundhedsdirektør i Region Midt, skriver på vegne af afviste ansøgere, som ikke selv vil give sig til kende.

Indledningsvis er det vigtigt at præcisere, at rådsmedlemmer er en udvalgt skare, som udpeges på basis af deres forskningsmæssige kompetencer og karakteren af deres forskningsområde.

Medlemmerne af FSS har til opgave at vurdere de mere end ca. 1.200 ansøgninger pr. år, hvor der ansøges om midler, der mere end ti fold overstiger det budget på ca. 300 mio. kr., som rådet har til rådighed.

Der er naturligvis ansøgninger, der ikke skal have bevilling, uanset hvor mange penge FSS har til rådighed, men det er bestemt ikke tilfældet for hovedparten. FSS modtager altså langt flere støtteværdige projekter, end der er mulighed for at støtte.

Tidligere tilgodeså man langt flere ansøgninger, end tilfældet er nu, idet man næsten uden undtagelse beskar bevillingerne i forhold til det ansøgte budget. I mellemtiden har universiteterne fået basismidlerne beskåret, og derfor er der nu krav om, at de støttede projekter skal fuldfinansieres.

Det betyder ikke, at ansøgere kan skrive hvad som helst på budgettet. Budgettet i ansøgningerne bliver kritisk gennemgået, men vi kan i modsætning til tidligere ikke sige: ’Vi støtter med en del af det ansøgte – det er en blåstempling – og så kan man nok hente resten hos andre fonde, der lægger vægt på, at projektet har været underkastet en kvalitetsvurdering af FSS’. 

Det var en fremgangsmåde, der fungerede ganske godt; men den har det forskningspolitiske system sat en bremse for ved kravet om fuldfinansiering. Fuldfinansieringsmodellen har betydet, at kun omkring 10 pct. af alle ansøgninger nu kan opnå bevilling mod 25-30 pct. for få år siden.
Det kræver en ganske stor indsigt i forskning at udvælge disse 10 pct. blandt mange virkelig gode ansøgninger.

FSS skal således udvælge de fremragende blandt de mange gode ansøgninger. Det er ikke en triviel opgave, og der vil naturligvis også være tale om en vis subjektivitet. Imidlertid er det vigtigt at pointere, at der blandt rådets medlemmer er en meget stor grad af enighed om, hvilke ansøgninger der er fremragende. Dette giver os som rådsmedlemmer en klar opfattelse af, at vores arbejde er meningsfyldt og tilgodeser formålet, nemlig at støtte ansøgningerne med det største potentiale for forskningsmæssige fremskridt.

Så kommer vi til Stikpillen. Næppe nogen vil betvivle vigtigheden af, at patienterne får den behandling, der gavner dem mest.

Der er til stadighed behov for at undersøge, om behandling A og behandling B er ligeværdige, eller om B er mere effektiv, men også mere bivirkningsfyldt end A.

At afgøre noget sådant kræver korrekt tilrettelagte randomiserede undersøgelser og velkontrollerede retrospektive undersøgelser, der alle er omkostningstunge, både hvad angår økonomiske og intellektuelle ressourcer. De er meget vigtige for kvaliteten af patientbehandlingen, og Danmark er et af de lande, hvor sådanne undersøgelser kan foretages med meget høj kvalitet.  Resultaterne publiceres ofte i meget anerkendte internationale tidsskrifter, fordi resultaterne umiddelbart har betydning for patienterne.

FSS kunne mageligt bruge hele det tildelte budget og mere til på denne type undersøgelser, som forenklet sagt går ud på at afgøre, om behandling B er bedre end behandling A. Så kommer behandling C på banen og gør resultaterne af denne tvist mellem A og B uinteressant, og derefter kommer behandling D osv.

Hvis vi kaster alle vores midler i disse undersøgelser, hvem skal så støtte den forskning, der giver basis for, at der overhovedet er nogen ny behandlingsmuligheder at afprøve?

Vi mener, at det specielt er her, at FSS har en stor opgave, nemlig at støtte den forskning, der bringer ny biologisk indsigt i sygdomme og dermed giver basis for at udvikle helt nye behandlingsformer. 

For at sætte LVP’s indlæg i perspektiv kan det oplyses, at FSS ved sin seneste uddelingsrunde i august anvendte de afslagsbegrundelser, som LVP opponerer imod, i 11 pct. af afslagene. Samtidig skal det nævnes, at 26 af de 74 ansøgninger, som fik støtte (svarende til 46 mio. af de 173 mio. kr., der blev uddelt), altså omkring 30 pct., vedrørte ansøgninger, der direkte involverer patienter eller patientprøver.

Som LVP også fremhæver i Stikpillen, vil det være helt naturligt, om sygehusejerne ville påtage sig hovedparten af den patientnære forskning, som umiddelbart sikrer, at patienterne får den rigtige behandling.