Medierne interesserer sig i disse dage levende for kommunal- og regionsrådsvalget, som finder sted 17. november.
Dækningen af valget til regionerne har imidlertid fået en drejning, så det handler mere om en diskussion af selve regionernes eksistens end om noget som helst andet. Det er lidt ærgerligt.
For jeg havde håbet, at de temaer, som medierne ville interessere sig for, ville handle om den service, vi giver patienterne. Eller om de planer, vi eksempelvis har for sygehusstrukturen, de nye sygehusbyggerier, psykiatrien, kræftbehandlingen, de praktiserende læger og for de medicinske patienter.
Helt ligegyldigt er det da heller ikke i disse tider at støtte op om beskæftigelsen og erhvervsudviklingen samt få flere i gang med en uddannelse.
Det er ikke ligegyldigt, hvem man sætter i spidsen for de opgaver, vi har ansvaret for i regionerne.
Det er min klare opfattelse, at når velfærdsydelser som sundhed er finansieret af skatteborgerne, så skal det også være muligt for borgerne at stille regionale politikere til ansvar på valgdagen for den service, der leveres, og de prioriteringer, der finder sted. Så regionsrådspolitikerne er med til at sikre en politisk legitimitet.
Dertil skal lægges, at jeg bestemt ikke tror, at man ville have set de samme forbedringer af sundhedsvæsenet, hvis der ikke havde været politikere i spidsen, som skulle stå til ansvar over for vælgerne.
Efter min mening når hverken kommunalpolitikerne eller for den sags skyld folketingspolitikerne os, når vi skal måles i forhold til produktiviteten eller kvaliteten i det, vi nu hver især er sat til at have ansvaret for.
Alligevel er der massiv debat om regionernes overlevelse. Det er næsten, som om nedlæggelsen af regionerne er blevet alle svars moder. Nedlæg regionerne, og solen vil skinne fra morgen til aften.
Fra Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti høres i tide og utide, at regionerne skal nedlægges. Det er selvfølgelig en legitim holdning, men hvorfor var det lige, at de samme to partier var parlamentarisk basis for etableringen af regionerne i 2007?
Et af de mere morsomme argumenter har været, at regionerne ikke har magtet at træffe overordnede beslutninger i form af en ny sygehusstruktur, uden at der opstod indre splid. Og at strukturprocessen ville kunne have foregået i konsensus, hvis det var Folketinget, der havde ansvaret.
For det første er det jo en del af den demokratiske proces, at man indimellem ikke er helt enige om alting, og for det andet tør jeg ikke tænke den tanke til ende, at processen med at udforme en ny sygehusstruktur skulle gennemføres af Folketinget.
Det er da ikke meget på Christiansborg, der i disse tider ender med lige så brede beslutninger, som vi har set i regionsrådene.
Så er der argumenterne fra kommunerne om, at alt skal derhen. Men det er jo ikke sådan, det kommer til at gå, hvis regionerne ikke er der. Det betyder mere stat. Det er ikke Favrskov Kommune, der kommer til at udarbejde den regionale udviklingspolitik for det midtjyske område. Den kommunale imperialisme er lidt trættende efterhånden.
Mit råd til kommunerne skal derfor være, at de skal koncentrere sig om de opgaver, de allerede har bl.a. på miljø- og socialområdet. Der er tilsyneladende mere end nok at rive i.
Et af de kritikpunkter, vi også ofte hører, er, at vi skal spørge staten om enhver detalje, inden vi kan gøre noget på egen hånd i regionerne. Eksemplet på det skulle være konflikten med sygeplejerskerne i 2008.
At kommuner, stat og regioner koordinerer med hinanden omkring den overordnede økonomiske ramme, er ikke noget nyt. Det er jo faktisk det, der hedder finanspolitik. Sådan er vilkårene for os, og sådan er vilkårene for kommunerne.
Vi følte faktisk ikke i forbindelse med forhandlingerne, at vi havde mindre frihed end kommunerne til at indgå aftaler. Og frihed er i denne forbindelse ikke det samme som at indgå uansvarlige aftaler.
Om vi i 2015 skal være 41 eller 21 medlemmer af regionsrådene – og om vi kan organisere os anderledes – er jeg helt åben over for.
Men lad os nu gå til valg på det grundlag, som Folketinget har fastlagt, og arbejde for det bedste sundhedsvæsen i Europa, en handicapservice med høj kvalitet og ikke mindst en regional udvikling, der er med til at bringe landet på fode igen.
Helt galt kan det jo ikke være i regionsrådene, når undersøgelser viser, at 70 pct. af alle medlemmer genopstiller. Trækker man de politikere ud af regnestykket, der ikke genopstiller pga. alder og flytning, er der tale om en meget stor andel af de regionale politikere, der genopstiller.
Det kan kun være et udtryk for, at det trods alt er ganske spændende at arbejde i regionsrådene.
Jeg er overbevist om, at regionsrådene er kommet for at blive. Så lad nu os regionsrådspolitikere få mulighed for at fortælle om de politiske visioner, som vi har, i den resterende tid op mod valget.
Bent Hansen, formand for Danske Regioner (S)