Intet er vel så galt, at det ikke er godt for noget, og fra faktisk ikke rigtigt at have været særligt interesseret i det faglige stof kan jeg mærke en større og større tilskyndelse til at blande mig i debatten, for jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, vores formand for PLO har gang i!

Hvem repræsenterer den mand? Det er i hvert fald ikke mig og heller ikke de fleste af de kolleger, jeg taler med og omgås. Det er, som om han har helt sin egen ikke særligt flatterende indstilling til os, de menige praktiserende læger, der forsøger at passe vores patienter så ansvarsfuldt som muligt.

Så er der kritik af læger, der har udskrevet antidepressiv medicin til unge i fortvivlelse over at se patienter, der virkelig lider, og som der er meget lang ventetid, før nogen kan se. Det forstår man, at vores formand giver pressen ret i. Der er nok nogle fjolser, som ikke kender deres besøgelsestid.

Så er der problematikken omkring de praktiserende lægers forhold til medicinalindustrien, hvor jeg får det indtryk, at Henrik Dibbern med flere som de eneste kan gennemskue, hvor tumpede vi andre er, når vi ikke kan indse, at blot en kuglepen eller en sandwich korrumperer os.

I stedet for f.eks. at arbejde målrettet for, at der kunne oprettes et medicinalfirma-uafhængigt netbaseret opslagsværk, som vi kunne bruge, når vi skulle ordinere medicin. Det var da langt mere konstruktivt.

Endelig er der ideen om fast løn til praktiserende læger. Hvem er det, der ønsker det? Og hvilke problemer tror man, det vil løse? Jeg har hørt formanden udtale sig om, at vi nok ville finde smartere løsninger end bare at lade taxametret køre med en masse unødige konsultationer.

Hvor foregår det? Personligt har jeg mit hyr med ikke at få for lang ventetid på normale tider, hvilket betyder, at jeg må være meget selektiv i forhold til dem, jeg kan nå at se. Det er da en mærkelig indstilling at have til sine kolleger.

Jeg troede, at en formand var valgt for at varetage medlemmernes interesser, men jeg synes, vi har fået en formand, der varetager sine egne dagsordner, som så skal stoppes ned i gabet på os, uanset om vi vil have dem eller ej.

Det kan selvfølgelig også bare være mig, der er for dum til at gennemskue det store perspektiv, men efter min mening ligner Bornholm ikke københavnsområdet, hvad angår speciallæger, og et år er langtfra nok til at afgøre, om ændret løn medfører ændret praksismønster.

Jeg håber, fremtiden vil byde på lidt mindre arrogance fra formanden og hans nærmestes side, men ellers må vi jo se, om vi kan få skiftet dem ud, når lejligheden byder sig