I den seneste tid har der været en lang række negative udfald fra regionernes side mod familielægerne, som jeg selv og mine kolleger slet ikke kan relatere til de oplevelser, vi i dagligdagen har i vores praksis. Hos patienterne kan vi af og til også opleve frustrationer over blandt andet ventetid, men helt overvejende oplever vi patienternes glæde, tilfredshed og taknemmelighed over den hjælp, de får hos deres egen læge.
At disse individuelle indtryk ikke er tilfældige eller præget af ønsketænkning, bekræftes af alle de patienttilfredshedsundersøgelser, der er lavet om almen praksis eller lægevagten. Både familielægen og lægevagten klarer sig i disse undersøgelser rigtig godt og ofte betydelig bedre end sygehusene. De praktiserende læger kan derfor ikke få sammenhæng mellem det negative billede, som signaleres fra regionsrådspolitikere og regionale embedsmænd, og det billede af tilfredshed og taknemmelighed, de møder hos deres patienter.
De praktiserende læger ser sig selv og deres personale som hårdtarbejdende specialister i sundhedsvæsenets frontlinje, der samtidig er produktive og effektive. Dette understøttes af tal for aktiviteten i almen praksis: 20 mio. fremmødekontakter og 20 mio. telefonkontakter med danskerne om året. Ni ud af ti af alle lægekontakter i landet klares i almen praksis, og udgiften er cirka fem pct. af det samlede budget i sundhedsvæsenet, eller ca. 1.400 kr. pr. dansker om året.
Når lægerne ikke oplever et velfortjent klap på skulderen fra de politikere og embedsmænd, som har myndighedsansvaret, men derimod usaglig kritik, fører det til frustrationer og opgivelse. Hvis udbyttet af hårdt arbejde og høj patienttilfredshed ikke er andet end dårligt funderet kritik, så er det indlysende, at det er demotiverende. Lysten til at fortsætte med investeringer i tidssvarende lægehuse og praksisudvikling svinder. Lysten til at blive et par år mere, så lægemanglen ikke vokser, forsvinder også.
Spørgsmålet er, om det er samfundsmæssigt forsvarligt, at visse kredse blandt de myndigheder, som burde bidrage til at understøtte og udvikle almen praksis, bliver så aggressive og negative, når de finder samarbejdet besværligt
Det er klart, at det er en udfordring for regionspolitikere og embedsmænd, at alment praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende med egen ledelse af egne klinikker. De praktiserende læger har fået overladt forpligtelsen til både investering i og drift af landets 2.100 lægeklinikker, og lægerne ønsker derfor at fastholde reel medindflydelse på de vilkår, almen praksis fungerer på.
Det er meget anderledes præmisser end i sygehusvæsenet, hvor indvendinger mod ledelsens beslutninger kommer fra læger, som er ansat i mellemlederstillinger. I et ansættelsessystem kan en ledelse altid vælge at følge en bestemt strategi, uanset fagligt baserede indvendinger. Det kan ikke lade sig gøre i et samarbejdssystem. Til gengæld sikrer det forhold, at faglig indsigt ikke kan fejes af bordet, også stabile og levedygtige løsninger, hvilket bekræftes af, at almen praksis i generationer har fungeret stabilt, og at omkostningerne er steget betydelig langsommere end omkostningerne til sygehusene. Samtidig er for eksempel it-udviklingen foran sygehusenes og har ikke medført store skandaler, som har kostet offentlige midler i multimillionklassen undervejs.
Frustration over det uvante i et ligeværdigt samarbejde bør dog ikke føre til demotiverende myndighedsadfærd. På et møde i landets mest samarbejdsudfordrede region sagde en ledende embedsmand for ganske nylig, at »politikerne i samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis ikke har noget med overenskomstforhandlinger at gøre og derfor ikke har behov for at se, hvordan praksis arbejder«.
At man ligefrem kan gøre en dyd ud af at sige nej tak til nærmere indsigt i det område, man har medansvar for, forklarer måske en hel del om, at det kan være svært at skabe sammenhæng mellem de forskellige virkelighedsopfattelser, som læger og region møder hinanden med.
Det er de praktiserende lægers ønske, at regioner og almen praksis indgår i et tæt og frugtbart samarbejde baseret på fortsat ligeværdighed. Det gode samarbejde med stort udbytte for alle parter fungerede fint, da lægerne forhandlede med sygekasserne og med amterne, ligesom det også i dag fungerer fint f.eks. i Region Syddanmark. n