Michael Lange har et regnestykke i Dagens Medicin nr. 6/11, som jeg gerne vil kommentere.
Hvis samfundsgevinsten af sundhedsforsikringerne er 2,6 mia. kr. trods et skattemæssigt underskud på 725 mio. kr. og det endda uden den produktionsgevinst, der kommer ud af kortere sygefravær - hvorfor får alle offentligt ansatte så ikke også en sundhedsforsikring? Hvis der er samme antal offentligt som privat ansatte, så koster det åbenbart 725 mio. kr. i tabte skatteindtægter.
Regionerne vil ifølge dit indlæg spare 2,6 mia. kr. på, at vi alle rykker direkte på privathospitalet, og produktionsgevinsten vil være 300-800 mio. kr. (sikkert høj, da offentligt ansatte, så vidt jeg husker, har mere sygefravær end private), så hvis jeg ellers holder tungen lige i munden, så er gevinsten over 2,2 mia. kr.? Og hvis der er flere offentligt end privat ansatte, så bliver gevinsten forholdsmæssigt større! Så hvorfor har vi ikke alle en forsikring?
Er det, fordi der er noget galt med tankerækken? I mit hoved må der være noget med dit regnestykke. Hvis privathospitalernes omsætning for forsikringspatienter er 5,2 mia., og sundhedsforsikringerne i alt koster 2,9 mia., så må præmien da på et tidspunkt stige og den skattemæssige påvirkning blive væsentlig større - for ingen forsikringsselskaber kører med så stort underskud på balancen særlig mange år i træk. Den samfundsmæssige gevinst bliver jo også væsentlig mindre af, at alle med forsikring jævnligt opsøger deres praktiserende læge med, at »de skal bare have en henvisning fra dig...« Til fysioterapi, speciallæge, operationer mv. Og hvad koster komplikationer til kirurgi på privathospitaler det offentlige?
Det er problematisk med de indviklede afregningsmodeller i sundhedsvæsenet, der gør det umuligt at gennemskue økonomien, før det er for sent, og endnu mere umuligt at regne på, hvad tingene egentligt koster, og hvem der betaler for hvad, og hvad de samfundsmæssige gevinster er. Som f.eks. den frigjorte kapacitet på hospitalerne, der blev brugt til at operere - og dermed blev budgetterne overskredet, fordi der er loft på, hvad vi må bruge af penge på behandlinger, men intet loft på, hvad I giver vælgerne af løfter, rettigheder og garantier om behandling. Disse rettigheder giver nogle faste, uundgåelige udgifter, der gør, at man må spare på alle andre patientgrupper, dvs. på alt andet end planlagt kirurgi.
Når jeg læser dit indlæg om den fantastiske samfundsmæssige gevinst, der er i forsikringerne, lyder det næsten for godt til at være sandt. Og hvis det lyder for godt til at være sandt, så plejer det heller ikke at være sandt.
Hannah Mollerup Reservelæge, Herlev Hospital