Min kollega Annette Randløv (AR) skriver i Dagens Medicin et indlæg med en lang række kritikpunkter af mig i min funktion som formand for PLO. Det kræver lidt plads at kommentere alle punkterne, men jeg vil forsøge at gøre det så kort som muligt.

»Hvem repræsenterer Dibbern egentlig«, spørger hun i overskriften af sit indlæg. Jeg er efter to år som formand blevet genvalgt af PLO's repræsentantskab i november 2011. Der var ingen modkandidater, og valget var enstemmigt.

Repræsentantskabet er PLO's højeste myndighed og vælges på regionalt niveau blandt alle praktiserende læger. Der er ikke megen tradition i PLO for at stille spørgsmål ved en siddende formands genvalg, men fordi jeg synes, at dette er en svaghed i vores demokratiske organisation, og fordi jeg godt ved, at mit forsøg på at modvirke medicinalindustriens påvirkning af vores faglige adfærd er kontroversielt, både i vores egne kredse og i lægekredse generelt, gjorde jeg opmærksom på, hvilken politik, jeg ønskede at føre i et nyhedsbrev, som blev udsendt før repræsentantskabsmødet.

Nyhedsbrevet indeholdt bl.a. et afsnit om mine holdninger til samarbejdet med medicinalindustrien, og det indeholdt selvfølgelig også et tilbud om, at modkandidater kunne komme til orde over for PLO's medlemmer på samme vilkår som jeg selv via et nyhedsbrev til alle medlemmer. Jeg gjorde også på repræsentantskabsmødet opmærksom på, hvilken politisk linje jeg ønsker at følge, før valget blev afholdt.

AM skriver, at jeg »med flere som de eneste kan gennemskue, hvor tumpede vi andre er, når vi ikke kan indse, at blot en kuglepen eller en sandwich korrumperer os«.

Det nye kodeks, som nyligt er vedtaget for lægemiddelsælgeres besøg i almen praksis og speciallægepraksis, er vedtaget i Lægeforeningen og ikke bare i PLO. Det er et udtryk for en noget bredere anerkendelse af, at påvirkningen eksisterer og betyder noget end det, som AR giver udtryk for. Er det pjat at sige nej tak til kuglepenne og blokke? Måske, men det er noget nemmere at administrere et klart nej tak til gaver, end at skulle administrere positiv- og negativlister. Selv om vi har finanskrise, har vi nok råd til selv at købe vores kuglepenne.

AR skriver at jeg skulle skifte fokus til »i stedet for f.eks. at arbejde målrettet for, at der kunne oprettes et medicinalfirma-uafhængigt netbaseret opslagsværk«. Det kan jeg glæde AR med, at jeg også gør. Det overrasker mig, at AR ikke ved det, da det har været omtalt mange gange i pressen, selv her i Dagens Medicin.

»Endelig er der ideen om fast løn til praktiserende læger«, skriver AR videre i sit indlæg.

Der er dog ikke nogen planer i PLO's bestyrelse eller repræsentantskab om at lave aftale om fast løn til praktiserende læger. Vi har til gengæld en aftale med Danske Regioner om at øge omfanget af basishonoraret på bekostning af ydelseshonoraret. Oprindeligt var tanken, at de to elementer skulle have samme vægt, men over tid er ydelseshonoraret kommet til at fylde ca. tre fjerdedele og basis ca. en fjerdedel.

Det er efter bestyrelsens mening ikke nødvendigvis en fordel, fordi det i højere grad belønner enkeltkontakter end arbejdet med tungere problemer, og samarbejdet med andre dele af sundhedsvæsnet.

Det pilotprojekt, som for øjeblikket kører på Bornholm, er et meget forsimplet forsøg på at vurdere, hvad der vil ske, hvis det økonomiske incitament til enkeltkontakter fjernes. Tiden er en anden nu, end da københavneroverenskomsten blev afskaffet. Vi har bl.a. en lang række faglige vejledninger for, hvordan vi skal varetage vores opgaver, bl.a. i forhold til patienter med kronisk sygdom.

Det, som er allermest interessant ved 'bornholmermodellen', er faktisk princippet om, at vi afprøver og evaluerer nye tiltag, før vi tager stilling til, om vi vil indføre dem, på samme måde som vi nu skal igangsætte en pilotafprøvning af en akkrediteringsmodel, som er tilpasset praksis.