Det er med dyb beklagelse. at jeg har erfaret, at Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) nedlægges.
Og det er med stor bekymring, jeg ser, man forventer, at Sundhedsstyrelsen kan overtage de opgaver, IRF hidtil har varetaget.
Som alment praktiserende læge har jeg et behov for en uvildig modvægt til den strøm af information, jeg modtager fra medicinalindustrien. Jeg har behov for modvægt mod patienternes pres for at få antibiotika mod deres virusinfektioner, og jeg har behov for at kunne vise dem stedet om 'midler mod hoste' i den Nationale Rekommendationsliste, hvor der står 'rekommanderede: Ingen', når de beder om Pectyl i stedet.
IRFs vejledninger og retningslinjer har været klare og forståelige. Selvom jeg til tider har fornemmet en vis puritanisme, har de ofte i sidste ende haft 'ret'.
Jeg glemmer ikke, da Preben Holme-Jørgensen ved et foredrag fortalte, at diabetespatienter faktisk døde af at blive reguleret for stramt. Hvad var meningen? Jeg var netop så stolt af, hvor lavt i HbA1c mine patienter lå. Men nu ved vi, det er sådan, det er.
Jeg tror ikke på, at Sundhedsstyrelsens tunge apparat med samme ildhu og præcision kan formidle den nødvendige viden og give mig de redskaber, der er en daglig hjælp til blive på den smalle sti.
At jeg forleden kunne læse på forsiden af Weekendavisen kunne læse, at hver femte recept, der udskrives, er på medicin, der ikke er bevist virkningsfuld (hvad jeg simpelthen ikke tror på), gør da lukningen af IRF endnu mere vanvittig.
Jeg vil gerne takke IRF's ihærdige medarbejdere for at være medvirkende til at kunne holde fanen lidt højere i min praksis
Af Henrik Kjærulff, praktiserende læge, Sorø