De seneste år har været præget af store omvæltninger inden for hospitalsverdenen. Det seneste skud på stammen, som formentlig er et prestigeprojekt for sundhedsinteresserede politikere, it-folk, djøf´ere og muligvis også læger, som ikke har direkte patientrelateret arbejde, er den elektroniske patientjournal (EPJ), som har gjort hverdagen særdeles besværlig for de læger, som går stuegang og har kontakt til mange patienter hver dag. Systemet* blev indført før sommerferien på Herlev Hospital og er dårligt fungerende og så tidsrøvende, at ledelser og arbejdsgrupper i andre erhverv næppe havde accepteret det én enkelt arbejdsdag. Men læger er loyale og ansvarsfulde og til for patienterne og forsøger at hjælpe dem, trods de massive forhindringer, der hele tiden genereres.
Patientjournalerne, som nu hedder ’bilagssmapper’, er fra den ene dag til den anden ribbet for de omfattende journalnotater, patologibeskrivelser og andre uundværlige dokumenter, som har været vores vigtigste redskab i patientbehandlinger i mange, mange år. Det er værd at bemærke, at det ofte er journaler, hvor notaterne strækker sig over 5-10-15 år. Disse ændringer har gjort det umuligt for os at skimme journalen hurtigt, før vi skal se patienten, og det er heller ikke længere muligt at få en gennemgribende diskussion med kolleger fra andre afdelinger om komplekse sygdomsforløb.
At diskutere en problempatient over telefonen er blevet et næsten umuligt projekt, fordi modparten ofte ikke kan finde de ting, man spørger til i journalen – og slet ikke på overskuelig tid kan få fat i data, fordi systemet kører meget langsomt. At få et tilstrækkeligt overblik, før patienterne ses ved stuegang eller i ambulatoriet, har mangedoblet arbejdstiden ved computeren, så de fleste læger over de næste måneder givetvis vil udvikle behandlingskrævende ’musearm’. Eksempelvis skal der før stuegang ved hver patient klikkes med musen for, at man kan læse notaterne (de sidste eller hele journalen, hvis man ikke har mødt patienten før), se blodprøver, læse patologisvar, se mikrobiologisvar og studere røntgenbilleder/svar. Kontinuitet og overblik er væk.
EPJ, i den nuværende form, er ikke tilpasset vores arbejdsdag. Man risikerer, at patientbehandlingen forringes, idet lægerne det meste af arbejdsdagen sidder foran computeren, hvor der nu er opsat flere skærme, og kæmper med tastaturet i stedet for at tale med og undersøge den syge. Oven i det har vi de jævnlige nedbrud, som ofte er i den travleste tid om formiddagen og undertiden af flere timers varighed, hvor alt går i stå. Når man så kontakter it-afdelingen, er svaret i reglen: ’Der er forståelse for situationen, og der arbejdes på sagen’.
At it-folk kan have svært ved at forstå patientbehandlingens betydning, illustreres slående ved en korrespondance, der udspandt sig for nogen tid siden i ambulatoriet. På grund af nedbrud kunne vi i flere timer ikke se blodprøvesvar på vores kræftpatienter, som derfor ikke kunne få den planlagte kemoterapi. Der blev efter nogen tid ringet til it-afdelingen, som blev sat ind i problemerne. Deres løsningsforslag var, at vi sendte patienterne hjem. Så kunne de komme og få behandlingen en anden dag. Lægeligt helt uansvarligt.
Kære ansvarlige og medansvarlige, I skulle næsten ud nogle dage og opleve det virkelige liv med en travlt arbejdende læge på en digitaliseret hospitalsafdeling. Så kunne I ved selvsyn opleve vores arbejdsvilkår og fornemme den tiltagende fortvivlelse blandt lægerne, som nærmest er frataget retten til kerneydelserne, nemlig at tilse, diagnosticere og behandle patienterne.
Før indførelsen af dette kaos burde politikere, ledere og andre ansvarlige have sikret sig, at it-systemet var velfungerende og let håndterbart. Man burde selvfølgelig have rådført sig med de læger, som skal bruge systemet mange timer hver dag, og tilpasse det vore behov. Ineffektivt, som det er nu, er arbejdsglæden stille og roligt ved at forsvinde. Det virker uforståeligt, at man ikke har kunnet ’låne’ gode ideer fra hospitaler uden for Region Hovedstaden, hvor epj angiveligt fungerer tilfredsstillende. EPJ i Region Hovedstaden minder lidt for meget om andre besværlige og ustabile edb-systemer, f.eks. Amanda-projektet.
Læger kan godt lide at tale med og behandle syge, og vi har et håb om, at epj – som er kommet for at blive – effektiviseres i en grad, så at lægen kan forlade skrivebordet og gå tilbage til patienten.
*Per Boye Hansen refererer til Opus Arbejdsplads-systemet – i juni blev den continuationsløse journal implementeret, dvs. journalen printes ikke længere ud.