Oversygeplejerske Dorte E. M. Holdgaard (DH) og overlæge Claus Moe (CM) har begge kommenteret min Stikpille i Dagens Medicin nr. 36/08 om dødshjælp. I Stikpillen nævner jeg eksempler på, at beslutninger om behandling, som har betydning for patientens overlevelse, i visse tilfælde må træffes på et usikkert juridisk grundlag. CM er ikke enig i dette og hævder, at mine synspunkter skyldes ukendskab til lovgivningen. Jeg kan berolige CM med, at jeg bestemt kender juraen på området i alle detaljer. Det er netop ud fra dette kendskab, at jeg peger på de juridiske uklarheder.
I mit første eksempel redegør jeg for en særlig situation, hvor en beslutningsdygtig patient beder om at få afbrudt en livsforlængende behandling (f.eks. respirationsbehandling), og hvor afbrydelsen vil føre til, at patienten umiddelbart efter dør. En læge, der efterkommer patientens ønske, overtræder straffelovens bestemmelse om drab efter begæring, men hvis man fortsætter behandlingen, er der også et juridisk problem, da der ikke er gyldigt juridisk grundlag for at behandle mod patientens vilje. Dilemmaet har eksisteret i årevis, og Det Etiske Råd har i en redegørelse fra 2002, ’Behandling af døende – de svære beslutninger’, opfordret til, at lovgivningen præciseres på dette punkt (se nærmere kapitel 4, afsnit 4.3 i redegørelsen, som findes på Det Etiske Råds hjemmeside www.etiskraad.dk )
Som et andet eksempel nævner jeg uklarhed om, hvorvidt det er lovligt at undlade at genoplive en døende eller svært invalideret patient efter et hjertestop eller undlade at behandle en tilstødende lungebetændelse hos den samme patientgruppe. Selv mener jeg, at der er tungtvejende juridiske argumenter for behandlingspligt i disse situationer, men juraen er ikke krystalklar. I praksis træffes beslutninger om undladelse af behandling trods det juridisk tvivlsomme grundlag. Dette er i forhold til manglende genoplivning dokumenteret af reservelæge Nicola Hvidt Ballin og 1. reservelæge Peter Gjersøe i UfL 2007;169 (13): 1205-1208 og problematiseret af reservelæge Nicola Hvidt Ballin i UfL; 169 (13):1201-1204.
CM anfører, at det er legalt at seponere behandlingen, når der ikke længere er indikation for den. Seponering af behandlingen vil normalt være i orden, men ikke i alle situationer (afhængigt af fortolkningen af ’indikation’). Hvis f.eks. en døende patient selv ønsker at fortsætte en respiratorbehandling, som lægen anser for udsigtsløs på grund af patientens terminale tilstand, vil det efter min opfattelse være i strid med loven at afbryde behandlingen – selv om den kun kan forlænge livet.
Jeg er til gengæld helt enig med både EH og CM i, at situationer vedrørende behandling af døende og udsigtsløst invaliderede patienter kræver et stort fagligt og etisk beredskab, og at det er vanskeligt at detailregulere på grund af disse behandlingsforløbs unikke karakter. Det, jeg efterlyser, er da også en klarhed på et overordnet niveau, således at rammerne for de etiske og faglige beslutninger er synlige – både for patienter, pårørende og personale.