Med den seneste sundhedslov, der trådte i kraft i forbindelse med kommunalreformen 1. januar 2007, overtog landets kommuner en lang række sundhedsopgaver fra de forhenværende amter. Det er bl.a. opgaver på sundhedsfremme- og forebyggelsesområdet, men også nye opgaver såsom eksempelvis genoptræning.
Opgavefordelingen er i bund og grund sund fornuft, fordi relevante sundhedsopgaver udføres og løses i eget hjem eller i umiddelbar nærhed af eget hjem. Men en helt grundlæggende forudsætning for at flytte sundhedsopgaver fra sygehusvæsenet til kommunerne er, at der er sammenhæng i sundhedsvæsenet – at patienterne og borgerne oplever et sammenhængende forløb. Det vil altså sige, at det regionale og det kommunale sundhedsvæsen fungerer som et samlet sundhedsvæsen. Det er imidlertid ikke den kurs, som politikerne har sat.
Selv om det aldrig har været mere nødvendigt med sammenhæng i vores sundhedsvæsen, skaber de selv samme politikere, der var med til at vedtage sundhedsloven, paradoksalt nok ikke de nødvendige rammer for et sammenhængende sundhedsvæsen.
Det er de senest indgåede økonomiaftaler et glimrende eksempel på. Eksempelvis fremgår det af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner, at indlæggelsestiderne på landets hospitaler skal reduceres. Årsagen er, at færdigbehandlede patienter i dag lægger beslag på alt for mange senge på hospitalerne. Det er hverken de færdigbehandlede patienter eller sundhedsvæsenet tjent med.
Derfor er det bestemt en god intention at reducere antallet af indlæggelsesdage. Desværre er det efter omstændighederne en meget urealistisk intention, som kun kan blive til virkelighed, hvis kommunerne har de nødvendige ressourcer til den videre sygepleje og behandling i eget hjem. Og det er ikke tilfældet.
I økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er der nemlig aftalt nulvækst i kommunerne. Derfor er der slet ikke de nødvendige ressourcer ude i kommunerne til at varetage den videre sygepleje og behandling, når patienterne udskrives fra hospitalerne. Konsekvenserne kan meget vel blive flere genindlæggelser og forringet livskvalitet for patienterne.
Det undrer mig, at den selv samme regering med kun timers mellemrum indgår aftalen med regionerne om at nedbringe indlæggelsestiden på sygehusene og dernæst pålægger landets kommuner nulvækst. Aftalerne understøtter på ingen måder ønsket om sammenhæng i sundhedsvæsen.
Tværtimod udfordrer økonomiaftalerne det sammenhængende sundhedsvæsen. Og det er særligt beklageligt, fordi det medfører en øget risiko for, at hele sundhedsvæsenet igen ender i en unødvendig og skadelig kassetænkning, hvor omkostningerne i sidste ende lander hos patienterne. Det er helt uacceptabelt.
Når det så alligevel – hver eneste dag – lykkes læger og sygeplejersker at skabe sammenhæng mellem hospitalsbehandlingen og tilbuddene i kommunerne, sker det ikke på grund af de rammer som de arbejder under, men på trods. Det oplagte spørgsmål er, hvor længe det kan blive ved?
Det kommunale sundhedsvæsen udfordres nemlig i stigende grad af den øgede opgaveglidning fra sygehusene til kommunerne. Ikke mindst omlægning til ambulant behandling og en øget grad af specialisering på sygehusområdet påvirker kommunerne markant.
Derfor skal vi målrettet styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet, så overgangen mellem hospitaler og kommuner foregår smidigt, og ressourcerne anvendes optimalt. Ikke mindst i den nuværende økonomiske situation er det utrolig vigtigt, at vi løser opgaverne rigtigt første gang, så vi undgår spild af ressourcer, dyre genindlæggelser og unødig ventetid.
Der er et potentiale for, at kommunerne kan løfte sundhedsopgaverne på et niveau, der modsvarer patienternes og borgernes behov, men det er tvingende nødvendigt, at kommunerne tilføres de nødvendige ressourcer i form af eksempelvis flere ansatte sygeplejersker i plejeboligerne.
Udnyttes potentialet ikke, risikerer vi et samspilsramt sundhedsvæsen opdelt i små isolerede øer. Og det er ingen tjent med. Tværtimod. Omkostningerne bliver unødigt store i sidste ende. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
Dorte Steenberg, Næstformand i Dansk Sygeplejeråd