Dansk medicinalindustri er den enkeltindustri, som i dag bidrager mest til vores bruttonationalprodukt.
Danmark har imponerende traditioner inden for området, hvor vi igennem generationer har ligget i den absolutte verdenselite inden for klinisk lægemiddelforskning. Den position er vi ved at miste bl.a. på grund af vores ensidige fokusering på at spare, hvor RADS, lægemiddelkomiteer og IRF går forrest i en næsten korstogsagtig march, og hvor myndighederne har en tiltagende fobi over for at samarbejde med medicinalindustrien.
Det er typisk dansk, at vi i Jantelovens ånd går i så små sko, at medicinalindustrien i stigende grad nærmest bliver mistænkeliggjort, når den med dygtighed sætter os på verdenskortet og tjener skattekroner til landet, som bl.a. er med til at finansiere vores sundhedsvæsen. Lad os dog glæde os sammen og være stolte og klappe medicinalindustrien på skulderen og sige: Godt gået! Vi bør tænke positivt i retning af at styrke et konstruktivt samarbejde imellem det offentlige hospitalsvæsen og medicinalindustrien til gavn for patienterne i sidste ende.
Et eksempel på den negative holdning, som huserer iblandt lederne af hospitalsverdenen, grænsende til det nidkære, er Region Hovedstadens nylige beslutning om, at medicinalindustrien kun må holde foredrag på regionens hospitaler om deres produkter, hvis det på forhånd er anmeldt (læs kontrol og bureaukrati), og at konsulenten alene må tale om produktet og ikke om sygdommen, som midlet er godkendt til. Det er for pokker da uden for enhver fornuft. Hvem kan tale om insulin uden samtidig at tale om blodsukker og diabetes?
Der er kommet meget godt ud af den danske medicinalindustris arbejde, tænk blot på f.eks. penicillin og insulin. Det er, som om de gevinster er glemt. Vi skylder at være bare en lille smule ydmyge over for alle de kræfter, som er investeret i at udvikle gode produkter i stedet for forkælet at lægge medicinalindustrien hindringer i vejen, hvorved vi skyder os selv i foden både som borgere og som patienter i Danmark.
Antallet af kliniske medicinforsøg i Danmark er stærkt faldende, fordi det fra myndighedernes side ikke prioriteres, idet hospitalslægerne ikke længere levnes tilstrækkelig tid til at samarbejde med medicinalindustrien, og forsøgene risikerer at drukne i bureaukrati. Det er nu østeuropæiske lande samt lande som Kina og Indien, der overtager vores førerposition. Hvis ikke vi sørger for at skabe attraktive vilkår for medicinalvirksomhederne, risikerer vi, at de for alvor flytter deres forskning og produktion til udlandet, og så kan vi sidde tilbage og flette peddigrør, imens vi kigger ind i vores egne navler. Ud over at vi mister medicinsk viden til skade for patienterne, mister vi også danske arbejdspladser.
For tiden fokuseres på udgiften til medicin. Men er det overhovedet en rentabel prioritering? Ud af det samlede sundhedsbudget udgør udgiften til medicin kun en mindre procentdel. Herfra skal trækkes de direkte besparelser, som ligger i at give patienterne den bedste medicin, så de hurtigere bliver raskere. Signalværdien til udlandet er ydermere af betydning. Det kan ikke nytte, at Danmark får et ry for, at vore patienter får den billigste vare frem for den bedste.
Det vil samlet set være langt mere rentabelt og visionært som fællesnævner at prioritere, at danske patienter skal have den bedste frem for den billigste medicin. Det gøres bl.a. ved at fremme klinisk forskning på hospitalerne i et positivt og konstruktivt samarbejde med vores forskningsmæssigt erfarne og vidende medicinalindustri samt ved for alvor at tage livtag med Jante.
Af Claus Moe Uddannelsesansvarlig overlæge, geriatrisk afdeling, Bispebjerg Hospital