De er sat til at administrere sundhedskronerne for os alle sammen og styre sundhedsvæsenet. Og det kan ikke være nemt. Specielt ikke hvis sundhedministeren siger, at det bare SKAL fungere som aftalt, ’og så er den ikke længere!’
Tag nu f.eks. almen praksis. Hvad foregår dog der, og hvordan kan det dog komme til at koste så meget? Det forstår jeg godt, at regionerne meget gerne vil have indblik i og fod på.
Og det er der faktisk en rationel genvej til. Hele visitationen til almen praksis bør fremover gå gennem regionerne, så mønsteret vedrørende patienternes henvendelsesårsager kan afklares og analyseres, og udgifterne kan styres og begrænses. Det må være rimeligt, at regionerne får den mulighed for at kunne arbejde fornuftigt og overskueligt og udviklende med den stillede opgave.
Ganske simpelt så bør alle landets patienter først lige henvende sig til regionerne og spørge, om de må få en specificeret ydelse hos de praktiserende læger. Regionen kan så sige ja, nej eller omdirigere til billigere kommunale tilbud f.eks. Og samtidig få et helt enestående overblik over, hvad der egentlig foregår i almen praksis.
Ved sidste overenskomst med de praktiserende læger blev det slået fast, at fænomener som kodning og datafangst til offentligt operationelt brug er en helt naturlig ting at udføre i et moderne sundhedssystem. Helt enig. Og hvad kunne være mere naturligt og oplagt end at lægge det hos regionerne selv, som jo er dem, der skal bruge disse data for at kunne styre økonomien og sundhedstilbuddene rationelt.
’Diagnosekodning’ hos de praktiserende læger må endelig ikke forveksles med den langt mere indviklede og omfattende ICD-10-diagnosekodning med tusinder af latinske betegnelser for alle læger, som bl.a. bruges af alle i forbindelse med udfyldelse af dødsattester m.v., og som læger bruger, når de taler sammen indbyrdes.
Nej, der er opfundet et meget simpelt kodesystem specielt for almen praksis, som enhver kan klare uden at bruge tid på det overhovedet. Også regionerne. Som måske endda kan gøre det endnu smartere. Besværlige PLO kan herefter reduceres og tæmmes til en flink entreprenør, som bare efter forhandling og overenskomst prisfastsætter de ydelser, som regionerne selv har givet patienterne tilladelse til at få og ved, at der er udgift til.
Med 5,6 mio. danskere, der i gennemsnit går til læge otte gange pr. år med 3-10 helbredsproblemer pr. gang, samtaler og måske ikke engang 5 mio. årlige gennemgange af kroniske lidelser vil det være et særdeles overkommeligt og enormt ressource- og økonomibesparende, udviklende og bevidstgørende styringsredskab at hjemtage. Og selve arbejdet vil jo stadig ligge hos de praktiserende læger. Bare sendt igennem et økonomisk forsvarligt og styrende regionsfilter.
Og det bliver næppe ret meget mere end gennemsnitligt 400.000 helbredsspørgsmål pr. dag pr. region bare lige at vende og sende videre med en kode til behandling hos de praktiserende læger.