Det er ofte svært at forstå, hvad Dagens Medicins chefredaktør Kristian Lund (KL) mener. Jeg kan simpelthen ikke følge hans logik. Jeg indbilder mig at se en barnlig trang til at latterligøre meningsmodstandere uden smålig skelen til konsistens af egne argumenter. Måske tager jeg fejl.
I bloggen 'Stik Dibbern en Cavlingpris' på Dagens Medicins lederside i nr. 9/12 ironiserer KL over PLO’s formand Henrik Dibberns forslag til håndtering af lægers interessekonflikter. KL’s formål er formentlig at signalere moralsk støtte til Lægemiddelindustriforeningen og dens samarbejdspartnere i det medicinske etablissement. Fair nok, en hund bider ikke den hånd, der føder den. Men efter at have læst bloggen er man voldsomt i tvivl om, hvad Kristian Lund selv mener om Henrik Dibberns forslag. Det er ikke godt nok. Debat handler om at argumentere for synspunkter, ikke om at mobbe meningsmodstandere.
Kristian Lund skriver, at lægernes nuværende oplysningspligt om finansielle relationer til lægemiddelindustrien giver pressen »enestående muligheder for at forfølge læger med helt uskyldige eller dybt seriøse relationer til industrien«.
Mener KL således, at der allerede i dag er for stor åbenhed om de finansielle relationer mellem læge og industri?
Henrik Dibbern har foreslået, at oplysningspligten også skal omfatte relationer til medicoindustrien, og at størrelsen af lægernes honorarer skal oplyses. KL skriver: »Det bliver et herligt krydderi til fremtidige tilsvininger af læger.«
Mener KL således, at størrelsen af honorarerne ikke skal oplyses, og at oplysningspligten ikke skal omfatte relationer til medicoindustrien? Er det nødvendigt at tilsvine Henrik Dibbern for at fremføre det synspunkt?
Lidt senere skriver Kristian Lund, at de to forslag alligevel ikke er »så tossede«. Nå, så fik vi det på plads. Dejligt med enighed. Logik og konsistens er fine ting!
Til sidst kommenterer Kristian Lund Henrik Dibberns forslag om, at læger med interessekonflikter til lægemiddelindustrien ikke bør deltage i udarbejdelsen af myndigheders kliniske retningslinjer. »I fremtiden er disse personer persona non grata, uønskede, stemplede, fordi de er besudlede af kapitalen«, skriver KL med sædvanlig flair for drama. Han tilføjer: »PLO’s initiativ er direkte skadeligt for lægerne, der kan se hen til en endnu ringere presse.«
Mener KL virkelig, at læger med finansielle interessekonflikter fortsat skal deltage i myndigheders kliniske retningslinjer på trods af den massive evidens for, at interessekonflikterne påvirker deres holdninger til lægemiddelanvendelse med risiko for overbehandling, alvorlige bivirkninger, lægemiddelrelaterede dødsfald og øgede udgifter for patienter og skattebetalere?
Mener KL virkelig, at lægemiddelindustrien fortsat skal kunne ’købe’ sig til indflydelse på kliniske retningslinjer ved at danne/vedligeholde finansielle relationer til de læger, der udarbejder dem?
Mener KL virkelig, at åbenhed om interessekonflikter er til skade for lægestandens renommé i pressen? Mener KL virkelig, at åbenheden derfor skal minimeres?
KL har tydeligvis misforstået hele debatten om interessekonflikter. Det handler hverken om at stemple læger eller om at forbedre lægers omtale i pressen. Det handler om at minimere kommerciel bias i kliniske retningslinjer og derved sikre patienterne den bedste behandling, som vi har råd til.
Tør vi håbe på en undskyldning til Henrik Dibbern og et klart svar på de konkrete spørgsmål, som er jeg har formuleret ovenfor?
Kristian Lund svarer Mats Lindberg
Bare for en god ordens skyld.
Det handler om lægestandens troværdighed, og den undergraves i øjeblikket dagligt af pressen, og som regel fordi journalisterne har opdaget, at lægerne har disse ’skrækkelige’ relationer til lægemiddelindustrien. Så snart en sådan relation opdages, bliver det omgående legitimt at påstå, at lægerne er ’i lommen på industrien’, hvis ikke de direkte beskyldes for at være korrupte. Ofte ledsages påstandene af citater fra de samme såkaldte eksperter, eksempelvis dig, Mats Lindberg, PLO-formand Henrik Dibbern eller Cochrane-direktør Peter Gøtzsche. Uanset hvordan den pågældende læge helt præcist samarbejder med industrien, så underbygger jeres udtalelser pressens dom.
Denne trafik skal der gøres noget ved, og helst hurtigt. Men hvori består problemet? Det er der uenighed om. Henrik Dibbern, og velsagtens også du, mener, at problemet er, at lægerne overhovedet plejer omgang med industrien, hvis de samtidig skal kunne rådgive og udskrive medicin. Han ønsker endnu skrappere restriktioner og endnu mere åbenhed.
Jeg mener, at problemet er, at de oplysninger, som pressen anvender til at hænge lægerne ud, er upræcise, altså at Lægemiddelstyrelsens database over lægernes industrirelationer er uigennemtænkt. Den dur ikke. Det skal fremgå, hvornår en relation er uskyldig — og hvornår den ikke er. I dag kan pressen ikke tro andet, end at det at være investigator er en relation, som burde få alle retskafne læger til at afholde sig fra at udskrive medicin. Det skaber uhyre misforståelser, og de skal udryddes.
Lægerne skal også have bedre besked om, hvornår en relation til medicinalindustrien rent faktisk burde få dem til at afholde sig fra at rådgive patienter om medicin. Man kan også forestille sig, at lægernes arbejdsgivere skal være mere præcise i deres krav til lægerne om, hvad de må og ikke må i — og uden for — arbejdstiden.
Min kommentar til Henrik Dibberns forslag handler om min frygt for, at PLO’s tankegang vil gøre det endnu vanskeligere at være læge i Danmark. I hvert tilfælde bliver det endnu sjovere at være journalist. Dibbern foreslår, at honorarerne nu skal ud i det åbne. Jeg er ikke uenig, men hvis ikke denne åbenhed ledsages af komplet omlægning af oplysningerne om lægernes industrirelationer, så vil PLO’s forslag skade lægerne. Det bliver med garanti en sport at udpege de læger, der har scoret mest. Henrik Dibbern foreslår også, at relationerne til medicoindustrien skal omfattes af reglementet. Det er bestemt også en god idé, men selvfølgelig kun, hvis pressen får mere præcise oplysninger om industrirelationernes farlighed — og ufarlighed.
Det er min pointe.
Kristian Lund
Chefredaktør, Dagens Medicin