Udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven gemmer i sine 138 sider lange juridiske formuleringer et afsnit omhandlende »Lægeoplysninger, der ikke fremstår saglige«. Herom står følgende i bemærkningerne til forslagene:
»Hvis lægelige oplysninger i en sag indeholder andet end en lægefaglig vurdering af ansøgerens helbredstilstand, eller hvis en læge i en sag ytrer sig om andet end ansøgerens helbredsmæssige forhold, vurderer Integrationsministeriet konkret, om der kan rejses tvivl om, hvorvidt en erklæring eller anden skriftlig udtalelse fra den pågældende læge er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand. Har lægen engageret sig i den konkrete sag på en sådan måde, at den pågældende fremstår som repræsentant for ansøgeren, kan der normalt rejses begrundet tvivl om, hvorvidt en skriftlig udtalelse fra den pågældende er udtryk for en objektiv bedømmelse af ansøgerens helbredsforhold. Efter Integrationsministeriets praksis vil der i sådanne tilfælde blive set bort fra erklæringen eller udtalelsen.«
Sagt på godt dansk – der åbnes mulighed for politisk lægecensur!
Det ser ud til, at lovgiverne tror, at livet er sort eller hvidt, og at tidssvarende lægearbejde er som en automekanikers. Med andre ord drejer det sig om, hvad der er i vejen med bilen, og ikke et ord om, hvad der er galt med vejenes infrastruktur. Men moderne lægekunst skal ikke arbejde enøjet, den skal indeholde perspektiver, der rækker ud over det mekaniske symptom, navnlig den sociale situation og hele livssituation.
Forslaget er desuden i strid med de lægeetiske regler, der fastslår, at læger har ytringspligt i situationer, hvor de er bekendt med sundhedsmæssigt uforsvarlige forhold. Men nu lægges der op til, at hvis en læge fremfører konkret kritik eksempelvis af negative sundhedsmæssige konsekvenser af sagsbehandling af asylmodtagere, vil lægens lægefaglige vurderinger som udgangspunkt blive tilsidesat af myndighederne. Således er bestemmelserne både censur og på kant med ytringsfriheden. Det er overraskende, at Lægeforeningen kun i beskedent omfang tager afstand fra disse bestræbelser. I Lægeforeningens høringssvar, står der bl.a.:
»Lægeforeningen noterer sig den meget skarpe kritik, der rettes imod lægernes attester, selvom vi ikke er blevet præsenteret for konkrete eksempler, og generelt finder vi, at læger er omhyggelige med at udforme lægeerklæringer(…) Lægeforeningen er dog grundlæggende enig i, at lægens opgave er at tilvejebringe de lægefaglige oplysninger til brug for sagsbehandlingen (vore understregninger) (…).«
Lægeforeningen har ikke stillet krav om at vurdere de lægeerklæringer, der på denne måde er anfægtet, af en ikke-lægelig instans, ligesom Lægeforeningen i sin skrivelse ikke gør opmærksom på, at lægefaglige oplysninger uvægerligt må indeholde socialmedicinske data og vurderinger.
Sagt på godt dansk er det nu – efter Lægeforeningens vurdering – i orden, at Integrationsministeriet foretager lægefaglige vurderinger, og at nogle læger får mundkurv på! I øvrigt fremgår det af Lægeforeningens skrivelse fejlagtigt, at der skulle have været en kautionsordning til lægeerklæringer. Lægeforeningen har i 2003 aftalt med ministeriet, at asylansøgere selv skal betale lægeerklæringer.
Lægeforeningens respons lyder som en røst fra fortiden og banker lægevidenskaben tilbage til den tid, hvor lægerne behandlede voksne og børn, som led af infektioner, uden at forholde sig til deres fattigdom med elendige boliger og dårlig ernæringstilstand. Hvis Lægeforeningen dengang havde haft en lignende holdning, var Brumleby aldrig blevet bygget, og dr. Vagn Christensens banebrydende disputats, ’Boligforhold og børnesygelighed’, aldrig blevet antaget. Nu foreskriver lovforslaget det så sådan, at hvis en børnepsykiater vurderer, at forældrenes retstilstand er årsag til et barns psykiske symptomer, må speciallægen ikke nævne det i erklæringen, selvom det ud fra en socialpsykiatrisk helhedsvurdering af asylfamilien tydeligvis er forklaringen på barnets tilstand. Lovforslaget stiller således krav til lægen om ikke at sammenblande socialpolitiske vurderinger med snæver apparatfejl-lægevidenskab. Men det er vores opfattelse, at lægen tværtimod har lægeetisk pligt til at ytre sig om relevante socialpolitiske forhold, når lægen vurderer disse som årsag til barnets lidelser. Dertil kommer, at der lægges op til, at lægerne ikke må deltage i den offentlige debat som almindelige borgere, hvis de ønsker at blive hørt som læger.
Alt i alt drejer det sig om et udemokratisk lovforslag, som giver andre – vel at mærke Integrationsministeriets censorer, som gerne må have en åben politisk dagorden – magten til at styre og kontrollere både det lægefaglige arbejde og den offentlige/faglige debat.
For næste spørgsmål melder sig straks, nemlig, hvem skal nu afgøre, om »lægeudtalelsen er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand«? Er det en politisk loyal embedsmand, en politisk loyal læge eller en politiker fra et regeringsparti?
En vedtagelse af denne lov, endog med Lægeforeningens støtte, vil være et stort tilbageskridt for al socialpsykiatrisk og socialmedicinsk lægearbejde i Danmark.
H. Claësson, Peer Jansson og Gideon Zlotnik, speciallæger i børnepsykiatri